af Enkeltnavne i Følge med sig, saa vi altsaa omtrentlig kunne se Navne-Skikkens hele Status ved et statistisk Opgjør over Dobbelt-Navnene alene.
Efter Erfaring her søndenfra havde jeg ventet mere Ny-Mode i Melhus, saa nær Throndhjem. Og det er heller ikke ganske frit i det af Sognene, som ligger nærmest Byen. Ellers fik jeg her det lille Tillæg til min Iagttagelse fra Tønsæt, at næst efter Fanterne, som ere de snareste til at tage efter Storingernes (Embedsmændenes) Skik, er det gjerne Piger med uægte Børn, som ville pynte paa sine Børns Navne. I Bygder som Ørkedalen og Strinden, hvor det strax skal sees, at den nye Skik har faaet mere Indpas, syntes jeg derhos at mærke, hvorledes den udbreder sig foroven fra Embeds- og Bestillingsmændene til Proprietærernes og Formandskabs-Bøndernes Klasse, medens det forneden næst efter Fanterne og de ugifte Børnemødre er fattige Inderster og jordløse Husmænd, som synes at ynde denne billige Luxus-Artikkel: et gildt Navn for deres Børn. Endnu fra en tredie Kant holder det Nye paa at udbrede sig paa Landet, nemlig formedelst Garvere og Farvere og andre saadanne by-lærte og by-vante Haandværkere. Den egentlige Bondestand (Arbeidsbønder og jordbrugende Husmænd) er konservativ og holder sig i Midten; men det er, som at Rummet bliver mindre og mindre.
Hvad en større Byes Nærhed kan virke, det viser sig i Strinden, nærmest omkring Throndhjem, hvor Forholdet var følgende:
| 1831–36 | 40 | Procent |
| 1841–46 | 47 | – |
| 1851–56 | 51 | – |
Og samme Væsen inde i Indherred, at dømme efter Exemplet fra Ytterøens Præstegjeld, hvor jeg fandt Forholdet saadant:
