faar Livi has, møn Kongæn svara: „Ær dæ intæ en Døs-Sak, Skjalg, aa brytæ Paaskæfre’n, aa en ain aa dræpa en Main i Kongæns Husrom, aa en trea aa bruke Bena minæ tæl Hougstabbæ?“ Skjalg skuntæ sæj hem aat Far sin, aa Erling strouk ivægæn mæ my Mainskap aa kringræinte Kongæn i dæ saammaa’n jik tur Kjørkjøn, aa hain ville nøjæ Kongæn tæl aa spara’n Asbjørn. Møn Olaf stod i Fara som en rekti Kongæ. Da ba Sigurd Bisp saa indeli vakkært faar Livi has Asbjørn, at Kongæn asassaa spara Livæ has, møn la paa’n dæin Dommæn, at’n skullæ ta Tenesta ætter a Tore Sel aa vara Aarmain. Asbjørn vart gla faar dette, aa’n fæk Laav tæl aa resæ hem som snøggæst; møn sea jolæ hain sæj hal attæ, aa villæ inte kaammaa aat Tenestæn, aa dæffær saa lÆttæ Kongæn’n miste Livæ. Møn da kunnæ intæ Høvdinga finnæ, at dæ va rekti, at Fræin doms skullæ faa saa hal Straf for Ujærningæn sin, aa dæffær la dom saa my mer Hat aat Konga aa ønsktæ ættær Lellihet til aa faa hævnæ sæj paa Kungæn.
Anmærkninger. „’n“ udtales næsten som en Mellemlyd imellem „æn“ og „øn.“
„ø“ (til Forskjel fra ö) udtales meget aabent og med Lyd næsten som „aa.“ „e“ og „o“ er i ovenstaaende Stykke brugt alene der, hvor det lyder som et meget blødt „e“ og „o“; forresten er der skrevet „æ“ og „aa,“ hvor e og o udtales mere aabent.
„r“ (til Forskjel fra r) udtales meget tykt og aabent. „l” (til Forskjel fra l udtales meget tykt og aabent, som f. Ex. hold Munden noget aaben og Tungen dybt inde i Munden, forsøg i denne Stilling at udtale „æhl“ og i det samme gjøre et Ryk med Tungespidsen op mod Gommen (Ganen), og omtrent en saadan Lyd, som da fremkommer, har jeg i ovenstaaende Stykke villet betegne med Tegnet „l.“
Naar hint „r” skal udtales, maa Munden holdes næsten i samme Stilling som til l; dog maa r-Lyden her blive den overveiende.
