felja Mat aat Mainskapi has, naa’n kaam dær væstaavær. Paa Trondarnæs i Helgelan boddæ da en mæktu Høvding, som hettæ Asbjørn Sigurdsen. Hain var i Sjylskap mæ a Erling Skjalgsen, aa mæ a Tore Hund aa mæ andræ Stormæinnær. Hain var vaint tæl aa houllæ storæ Jesbu’r; møn i Uaarom vart dæ faar litæ Mailt faar a, aa dæffær saa restæ’n aat a Erling Skjalgsen aa villæ kjøpæ Koun ta hainnom. Erling tordæ intæ sælja naa Koun sjøl, møn hain sa: „Du kain kjøpæ Koun ta Trælom minæ, faar dom ær intæ i Laav aa Lainsræt mæ andre Mæinnær.“ Saalessæn fæk’n Asbjørn en Kounlanning; møn dan sæglæ nolaavær attæ, saa la’n in-aat Lainni ve Kongsgarn Agvaldsnæs. Dær haddæ Kongæn en Aarmain (hæl Galbrukær), en Træl, som hettæ Tore Sel; hain jik ne-aat Sjeppi mæ tressænskjugu Mæinnær aa ba Asbjørn gaa paa Lainæ mæ Mæinnom sinæ, mæ dæn fek røt ta Sjeppi has. Da tok’n Tore ifraa a Asbjørn helæ Lanningæn aa Seglæ tæl ænda, aassaa gæ’n hainnom et gammailt Sægæl istan, „dæ ær gaat naak aat dek, som ska sæglæ paa let Kjøl,“ sa’n. Asbjørn vart baadæ sint aa harm faar dette; Ska’n var stor, møn Skamma var værræ. Hain sæglæ naa fraa dæ fystæ hem attæ; møn sea sæglæ’n søaavær attæ aat Agvaldsnæs aa jik like op i Garn. Dan kaam dit, var Kongæn dær, aa Asbjørn sto utti Svarn aa høldæ paa dæ’n Tore skryttæ ta Jærningom sinæ aat Konga. „Græaten sto i Hærsa has, da je tok Sæglæ,“ sa’n Tore. I dæ saammaa saa flouv’n Asbjørn in aa sa: »Naa har je da intæ Graatæn i Hærsa.“ Aa saa houg’n hainnom Tore saa Huvu dat ne paa Bolæ frammafør Konga, aa Krasppæn vailt aavær Kne has. Da vart Asbjørn bønnin mæ Jønlæinkjær, aa Kongæn dømt’n aav mæ Livi. Skjalg Erlingssen fraa Sole ba Kongæn
