og naar jeg vovede at lade trykke et saadant ufærdigt Arbeide, var det netop i det Haab, at det kunde blive Begyndelsen til noget Bedre. Jeg mente, at de Iagttagelser og Oplysninger, jeg havde at meddele, dog kunde være skikkede til at vække Interesse for Sagen hos Flere, og naar jeg ligesom sagde: „Se her, saalangt er jeg hidtil kommen“, saa skulde der være dem, som vilde hjælpe mig til at komme videre.
Nu tillader jeg mig atter ærbødig at yttre det Ønske, at Mænd omkring i Bygderne ville yde mig saadan Hjælp.
Siden min Afhandling blev sluttet, har Hr. Premierløitnant Bergh, som da boede i Næs paa Romerike, photographeret for mig en ældre og en nyere Stuebygning der; jeg har faaet sendende nogen Underretning om Arestuer i Sætersdalen og om Røgovnstuer i Jølster, samt fra Elever ved Asker Seminarium et helt Sæt af Bygde-Beskrivelser om Husene; endelig har Hr. Premierløitnant Mostue, dengang i Gran paa Hadeland, underrettet mig om, at han efter at have seet det Kapitel i min Afhandling, som handler om de gammeldags Skabe i Stuen, har kjøbt et meget gammelt Ro-Skab (fra Aaret 1615) og sendt det til Universitetets Antiqvitets-Samling, hvor jeg har seet det.
Men hine Meddelelser fra Asker Seminarium indeholde ikke saa mange faktiske Oplysninger, som de vist vilde have gjort, om de vare skrevne i selve Bygderne. Og de øvrige Meddelelser som forresten have interesseret mig i høi Grad[1], ere meget for faa for mit Behov.
- ↑ Saaledes den Meddelelse, at der endnu er Arestuer i fuld Stand i Sætersdalen, det Slags Stuer, som Sagaerne saa ofte tale om, som i Oldtiden var i Brug ikke alene i Norge og Sverige, men sandsynligvis ogsaa i England og i flere nordlige Lande, men som nu kanske ikke ere at se noget Sted undtagen netop i Sætersdalen og maaske nogle andre af de christiansandske Fjeldbygder. Jeg regner derfor de sæters-
