dog stundom en Frygt hos mig, om det ei blir for meget af den Slags hos Arbeidsklassen, der dog sandelig har Andet at bestille end at læse mange, ja allehaande Bøger. Blir ei dens Sind draget bort fra Omsorgen for „det ene Fornødne,“ forverdsliget, udsat for en Lethed (beslægtet med Letsindighed) og Overfladiskhed, som er et meget tvivlsomt Udbytte af vore Anstrængelser?“
Denne Tanke vilde jeg have udvidet til at gjælde ikke alene med Hensyn til Saligheds-Sagens ene Fornødne, men ogsaa med Hensyn til det, som blandt de mange timelige Formaal og Bestræbelser kan kaldes det Hovedsagelige, nemlig at hver Mand beflitter sig paa at være tilgavns og retskaffens, hvad han giver sig ud for at være – en Bogmand en Bogmand, en Arbeidsmand en Arbeidsmand, hver med sin særegne Dygtighed men grundige, ja lige grundige begge. Fra en fjern Fortid, da der ikke var tænkt paa Bøger blandt vore Almuer, har der udviklet sig hos dem en vis grundig og ægte norsk Tænkemaade og Livsbetragtning; ved Bøgernes nye Oplysnings-Middel kan Omraadet for Betragtningen vistnok udvides; men dette vilde ikke være nogen Vinding, dersom det skede paa Grundighedens og Jevnhedens og Naturligbedens Bekostning. Jeg vilde beklage det som den største Ulykke for vort Folk, om Ungdommen skulde voxe op med Bøger saaledes, at den derved ikke kom til at nemme og tilegne sig det Sande og Gode i den gjennem Slægterne nedarvede Livs-Visdom og Folke-Skik. At lære og øve sig i den er en god Opdragelse; i den ligger vor Nationalitet indesluttet.
Hvad nu? Jeg mener, vi maa anerkjende det som en Begivenhed, der i den senere Tid er indtraadt i Folkelivet at snart sagt Alle og Enhver ville benytte den Læsefærdighed, man har faaet, ikke alene som før til at læse Guds Ord, men tillige til at følge med Tiden, som man siger, eller blive bekjendt med, hvad der gaar for sig i Verden, hvad Tanker og Bestræbelser der arbeide sig frem iblandt
