Og fra et Sted, hvor Bibliothekaren en Kirkesanger
selv glæder sig over at se, at Børn og Tjenere omkring i
Husene ret have begyndt at finde Smag i Bibliothekernes
Bøger og læse dem til Tidsfordriv, fortælles om nogle
Forældre, at de forbyder sine Børn at læse disse Bøger,
„for at de ikke skal forsømme at læse i de Bøger, som de
skal læse.“
I Modsætning til den Retning, som er betegnet med disse Træk, sees adskillige af Indberetningernes Forfattere og Almuebibliothekernes Befordrere, at lægge an paa at „spille Folk Bøger ihænde,“ at „lokke dem til at læse.“ Man venter sig saa meget deraf for Folkets Fremgang i Oplysning og gode Sæder, og navnlig dvæler man gjerne ved den Tanke, at Ungdommen skal have godt af at sidde med Bogen i Fristunder istedetfor at flokke sig sammen og dermed fristes til Kortspil og Rangel.
Men der kan dog i Sandhed være noget Berettiget i hin Frygt for, at verdsligt Sind skal trænge sig ind med de „verdslige“ Bøger, og der kan være Grund i den Tanke, at ikke alle Skolebørn have Tid tilovers til anden Læsning end den, som er dem foresat. At læse Bøger for Tidsfordriv kan udarte til Nydelses-Syge, ialfald er det under visse Forholde at agte som en Luxus-Artikel. Og hvad Ungdommens Sammenkomster angaar, saa skulde man ikke overse, at de dog bør og skulle være et Middel til at udvikle Sindets og Hjertets Anlæg og danne Charakteren, saa man altsaa ikke for Udskeielsernes Skyld udenvidere bør lægge an paa at holde fine Børn og Tjenere hjemme, men øve dem i at fornøie sig sammen i nogle af sine Fristunder paa en pyntelig Maade.
En ganske enestaaende Udtalelse blandt de mange Yttringer af Indberetningernes Forfattere er følgende:
„Saa stor Ven som jeg er af Læsning, og saa meget Folkets tilsyneladende ikke ringe Læselyst har glædet mig, opstaar