den Grund trænge sig ind paa Fattigvæsnet eller vel endog virkelig ere blevne trængende til Hjælp. Maa Hjælp ydes Saadanne, saa bør den (om ikke Galt skal blive værre) ydes paa saadan Maade, at med det samme de Evner og Kræfter, som endnu ikke ere ganske ødelagte, opmuntres og nødes til Anstrængelse – og dette kan ventes i et ordentlig indretttet Lægdshus, men ikke (eller ikke paa langt nær saa sikkert) under almindelig Forsørgelse i et privat Hus.
Nu er ialfald et Forsøg gjort i et af vore Landdistrikter og det et overmaade dygtigt Forsøg, i en velstaaende og oplyst Kommune og under Ledelse af en Fattigkommissions-Formand, som interesserer sig for Foretagendet med Liv og Sjel.
Det er i Strinden, Nabo-Bygd til Throndhjems By. Fattigvæsnet i Præstegjeldets tre Sogne bestyres af den residerende Kapellan, Pastor Hirsch. Trods hans alvorlige Omhu for at forebygge eller undgaa at yde utidig Hjælp, og uagtet det i det Hele taget har været gode Tider for Folk i de 10 Aar, han har været her, steg dog Fattigbyrden alene i Hlade-Sogn, hvor Præsten bor, med 1000 Spd. fra den Tid, han tiltraadte Bestyrelsen, og det var fornemmelig denne ængstende Betragtning, som ledede ham til at foreslaa Oprettelse af et Lægdshus for Præstegjeldet (Arbeidshus kaldes det rigtignok her og ellers; men saa kan man jo kalde ethvert ordentlig Hus, forsaavidt der bor friske og arbeidsføre Folk, og at friske og arbeidsføre Folk maa arbeide, det er jo en Selvfølge overalt) – og nu i Sommer var Overveielsernes og Forberedelsernes Møie lykkelig overvunden og Huset stod færdigt og blev taget i Brug.
Fattigkommissionen holdt nu som et Mandtal over alle sine Fattige og delte dem i 4 Klasser, nemlig:
- 1) enlige og rørlige Personer,
- 2) mere svage Personer, enlige eller ogsaa gifte, naar disse sidste vare uden Børn,
