af Fattigkassen, men endda ikke kom ind paa Fattiglisten. Mon det ikke f. Ex. er blevet mere og mere Praxis omkring i Bygderne at koste Læge-Hjælp paa fattige Syge? og mon der ikke under de sidste Aars stigende Samfærdsel i Landet har været flere og flere af de saakaldte Refusions-Sager?
Min Tvivl gaar altsaa ud paa det, at Opgaverne over de Fattige ere blevne for smaa, at de allerede i 1851 skulde have lydt paa et større Tal, og at de skulde have ladet dette Tal voxe end mere alt til 1860.
Nogen saadan Tvivl kan ikke vel reises med Hensyn til Pengene: disse er i selve Hjembygderne Gjenstand for omhyggelig Regnskabsførsel og Kontrol, og i Opgaverne til Departementet er neppe glemt en Skilling.
Paa Papiret ser Sagen særdeles lykkelig ud, som om Fattigkommissionerne i det sidste af disse Aar ikke havde behøvet at tage sig af et større Antal Personer end i det første, men som om de til den samme Kreds eller til det uforandrede Tal af Fattige havde fundet sig beføiet til at yde en rundeligere Understøttelse, saaledes som man jo gjerne gjør sig en Fornøielse af at hjælpe, naar man har god Raad og derhos har med værdige Fattige at gjøre. Men bar min Tvivl fundet det Rette, saa stemmer Virkeligheden kun med den ene Halvdel af Papirets Opgaver, med den paalideligere Halvdel, som viser os Penge-Beløbet – ikke med den, som angaar Fattig-Tallet.
16. Foruden at jeg altsaa formedelst Vanskeligheder ved den nærmere Betragtning af disse Tabeller ikke har kunnet lægge nogen afgjørende Vished i Fremstillingen af hvad der er Hovedsag her, nemlig om det gaar frem eller tilbage, om det holder paa at arte sig til det Værre eller til det Bedre, saa maa jeg til Slut paapege et Par Skjævheder i nærværende Fremstilling, som have sin Grund ikke i Feil ved selve de Ur-Opgaver, som ere indhentede fra
