de tages med, naar der ved Aarets Udgang skal opsættes en Forklaring over Antallet af de Fattige; de blive ikke glemte.
Men i Aarets Løb kommer der desuden Adskillige til, som Fattigkommissionen maa tilstaa Hjælp i forbigaaende Tilfælde, Hjælp en Gang for alle, Hjælp til et Par Sko for en Gut, som skal ud og gjæte eller skal følge Skolen, Hjælp til at gjøre istand et Hus, som ellers vilde falde ned, Hjælp under Sygdom, hvad enten det gjælder Mad eller Medicin eller Lægetilsyn, Hjælp til Begravelse o s. v., o. s. v.
Her har jeg kommet til at tænke mig, at kanske mange af vedkommende Forretningsførere have undladt at tælle disse med. Thi dels ligger det nær (om det end ikke er bogstavret) at forstaa Spørgsmaalet i Indre-Departementets trykte Schema, som om Meningen var at faa Tal paa „Sognets Fattige,“ det er: de fast forsørgede, som det nu engang er op- og afgjort, at Sognet maa forsørge, helt eller delvis, men i hvert Tilfælde bestandig eller stadig; dels er man ikke kommen i Vane med anføre paa nogen ordnet Liste de Personer, som kun leilighedsvis og uventet have nydt nogen Understøttelse, og altsaa er det forbundet med nogen Møie at tage Tallet paa dem.
Og hvad angaar understøttede Personer fra fremmede Kommuner, saa er det nu rimeligt nok, at man der, hvor Understøttelsen er ydet, ikke tæller dem med blandt sine Fattige. Men i Hjemkommunerne, som betale for dem, blive de høist sandsynlig heller ikke i Regelen talte med, af den Grund, at man her, hvor man ikke har seet Trangen og selv ydet Hjælpen, mindre tænker paa Personen end paa Regningen, man faar sig tilsendt.
Det staar ogsaa for mig som noget Rimeligt, at efter som Fattigvæsnet er blevet mere udviklet, mere og mere er kommet i en vis Tour, saa har der hobet op flere og flere af hine Tilfælde, som maatte afgjøres i Løbet af Aaret, saa flere og flere Trængende nok foraarsagede Udtællinger
