ning, som nu paa nogle Aar har udbredt sig over en stor Del af den svensk-norske Finneverden og som jeg har hentydet til ovenfor. Netop her, af en af de yngre Kvinder i Slægtregisteret, hørte jeg første Gang det troskyldig-glade Udtryk, at nu i 15 Aar (saa længe var det siden Vækkelsen var begyndt her) havde der „været Christendom blandt dem.“
Der har altsaa i det Hele taget viist sig en god Art hos disse Folk, og medens Kvænerne her paa dette Sted vistnok ikke taale Sammenligning med deres norske (sørlandske) Naboer med Hensyn til Dannelse og Dygtighed, syntes jeg dog at bemærke Stræben hos dem efter at nærme sig de Norske som i Sprog, saa og i Klædedragt[1], Boliger, Næringsvei. Alle bo i tømrede Huse, og Hovednæringen er almindeligst Jordbrug.
Og dog skal vist den Stamme-Skilsmisse mellem Kvæn (med Fin) paa den ene Side og Norsk paa den anden Side (det var dette, som det lange Slægtregister skulde tjene til Exempel paa) bestaa længe i denne og lignende Kredse.
Men nu nærmer jeg mig til den belovede Slutning.
Jeg havde hørt noget om, at Per Kvæn, Thomas’s Søn No. 5, ikke skulde ville lade sin ældste og snart voxne Datter gaa til Konfirmation her hjemme (han sogner til Maalselvdalens Kirke nu), men at han gik med den Plan at lade hende med nogle af Fjeldfinnerne drage over til Sverige for at blive konfirmeret paa Kvænsk. Der skulde ogsaa have været nogen Vanskelighed med at faa Barnet til at møde frem ved Skolen her hjemme.
Dette var jo netop saadan Skolestrid fra Kvænernes Side, som jeg saa tidt havde hørt tale om, men endda ikke
- ↑ Det er heller ikke frit for, at de Norske i Maalselvdalen som paa andre Steder for en Del have optaget Finnernes Skik at gaa med Komager istedetfor Sko.
