Før var Storskoven kun kjendt af de svenske Rensdyr-Finner,
som hver Sommer foer her over (hvad de endnu
gjøre) – og vel ligesaa af en eller anden Øretfisker eller
Jæger blandt Bufinnerne i Balsfjord-Bunden. Trindt
omkring findes ogsaa Rensdyr-Traak og Spor af Fiskerhytter
o. s. v., og vort Landkaart skal vel til alle Tider
bære Mindelse om disse første Folk her, thi Divi- og
Tamok-Elvenes og Tag-Vandets og Mauk- og Alap-Fjeldenes
Navne og mangfoldige andre ere fra Finnerne
komne til Kvænerne, fra disse til de norske Nybyggere og
fra dem igjen til Landmaalerne og Kaarttegnerne[1].
Gamle Thomas havde alskens Fiske-Indretninger i Øret-Elvene og stillede underlige Gildrer for Skovens Vildt, og det var hans hovedsagelige Bedrift, skjønt han nok ogsaa
- ↑ De norske Bønder vidste at forklare Sammenhængen med disse Navne. Jeg anfører nogle faa Exempler. Tamok (Elven) er Nordmændenes Udtale af det finske Dabmo-jok, d. e. Ørret-Elv. Alap (Fjeldet) er egentlig Navn paa en liden Fugl „Sne-Tit,“ som der er mange af. Skautja (Fjeldet) skal betyde „Skjægget, og paa et Næs i Elven nedenfor (Næs heder paa Finsk njarg) ligger en Gaard, som de første Beboere (en blandet kvænsk og lappisk Familie) kaldte Skautja-njarg, men som de Norske, som nu bo her, kalde Skjæggenæs – altsaa ren Oversættelse. Længere nede i Maalselvdalen ligger Gaarden Kirkesdalen; her er dels Efterligning, dels Oversættelse af det oprindelige finske Navn Gerkes-vaut, som, om det skulde helt oversættes, maatte blive til Sten-Dalen; men den første Det af Navnet har klinget for de Norske næsten som Kirke, og saa have de beholdt Lyden. Denne Gaard tilhører nu Staten, og dens halv-finske Navn staar fast i Skjøder og Protokoller. – Jeg er imidlertid ikke maalkyndig nok til at vide, om alle disse Ordforklaringer ere nøiagtige; hertil vilde vel udfordres Kundskab til de Dialekt-Afvigelser, som mulig forekomme i Finsken (og Kvænsken) her i Egnen.
