med Sagen og med Folket – Beretninger, som skulde vække og vedligeholde Deltagelsen[1].
Medens jeg reiste omkring i Finmarken og saa og talte med Finner, gjorde det mig ofte saa godt at mindes ham, som jeg havde truffet først og som jeg har talt om i Begyndelsen; men medens jeg har siddet og skrevet dette, har jeg ofte i Tanken været tilbage hos en Kvæn, som jeg traf sidst (eller Halv-Kvæn, som han vel rettere kan kaldes).
Jeg maa begynde med Thomas Thomassen eller „Gamle Thomas Kvæn.“ Han er død nu, for en 17 Aar siden, og han var da omkring 80 Aar. Som ung Mand, med Kone og et Par Smaabørn, kom han fra en af de rette Kvæn-Bygder (enten i det nordlige Sverige eller i Finland) og satte sig i Stor-Skogen – saa kaldtes dengang den øverste Strækning af Maalselvdalen, hvor man nu, mellem Ruinerne af Urskovens Pragt, finder en norsk Bygd, med noget af Østerdalens og Gudbrandsdalens gamle Skik og af et Nybygges lette Friskhed. Da Thomas havde boet her alene sin meste Tid – han havde milevidt til Naboer paa alle Kanter –, saa kom de norske Nybyggere, og disse skulle vist længe mindes hans Navn, thi han var saa snild, hjælpsom, ordholdende, han raadede dem altid til det Bedste og hjalp med hvad han kunde, han var som Dalens Patriarch baade for sin egen talrige Slægt og for de Indvandrende.
- ↑ Og samtidig skulde vi faa høre noget om, hvorledes Svenskerne have taget det med sine „Lapper“ og „Finner“, og hvorledes det staar til imellem dem – Ja, det skulde være et smukt Arbeide, om Nogen vilde give os en samlet Fremstilling af baade Sveriges og Norges Mission mellem Finne-Stammerne, den hele Tid igjennem, fra Hedenskabets Nat til Nutidens Dæmring.
