En af Tromsø Stifts ypperste Mænd, vel kjendt for sin Skjønsomhed i Almindelighed og for sit Bekjendtskab med Finnesagerne i Særdeleshed skjænkede mig en længere Samtale om disse Sager. Da jeg havde faaet hans Mening om Oplysnings-Bestræbelser ved sprogkyndige Præster og Skolemestere og oversatte Bøger m. m. for Finnerne, og jeg saa kom med Spørgsmaal i samme Retning angaaende Kvænerne, svarede han med dybeste Alvor: „Ja, det er et Kors.“
Det er rimeligt, og det kan man finde sig i, at Finnerne, som ere Landets egne Børn, fra de allerældste Tider hjemmehørende her, at de maa faa Bøger og Skolemestere og Præster, som de kunne forstaa. Men Kvænerne? Disse Fremmede, som med fri Villie ere flyttede herind og jo burde rette sig efter deres nye Fædrelands Skik og tilegne sig dets Sprog, men ikke ville – skulle vi rette os efter dem? men nødes vi ikke til det alligevel? men seer det saa ikke ud til, at om vi først begynde at give efter, saa ville de fordre mere og mere og blive kun mere uvillige til at slutte sig til vort Samfund?
en og samme Dag En sige saa: „Jo, han kan tale (det og det fremmede) Sprog,“ og en Anden, som har andre Begreber om, hvad der skal til, kan sige lige modsat: „Nei, han kan ret ikke tale Sproget saa vidt, at det er for Noget at regne,“ og derved bliver Kaartets Opgaver i det Stykke ikke ganske paalidelige. Dette gjelder derimod ikke (i det mindste ikke paa langt nær i samme Grad) om de to Rækker af Tællinger og Opgaver, som jeg her har anbefalt, og som ialfald vilde passe meget godt sammen med Kaartes Oplysninger, nemlig om Ægteskaber og om Valg til Kommuneposter. Det kan f. Ex. til enhver Tid erfares med største Vished, hvor mange Medlemmer der er i Kommunal-Bestyrelsen, og Ordføreren vil uden stor Vaklen eller Uvished kunne opgive om hver enkelt af dem, hvorvidt han er Nordmand eller Fin eller Kvæn.
