hans norske Art ikke havde ladet sig ganske uden Spor paa hans Afkom.
Jeg siger nu: jo flere ægteskabelige Forbindelser mellem Stammerne, des bedre. De, som hidtil have staaet paa det lavere Kultur-Trin, skulle vinde derved, og denne Vinding skal igjen i Længden komme vor egen Stamme tilgode. Jeg tænker mig, at Finne-Ætten skal blive dygtigere og Kvæne-Ætten medgjørligere, og dermed ville de Norske have bedre Naboer.
Der er endnu en Række af Opgaver, som maatte kunne faaes, og som ligeledes skulle blive et godt Middel til at bedømme Stemningen og Samfundsforholdet mellem de tre Stammer, jeg mener: Opgaver over hvor mange Norske, hvor mange Finner og hvor mange Kvæner f. Ex. nu for Tiden monne være Præstens Medhjælpere, eller Medlemmer af Kommunal-Bestyrelsen og Fattigkommissionen og Skolekommissionen, Sogn for Sogn alt Finmarken over.
Da jeg var i Vadsø, var en Kvæn der Medhjælper og en anden var Kommunerepræsentant; i Fattig- og Skolekommissionen var der intet Medlem af den Stamme. Kvænerne her lægge ikke an paa at faa nogen af Sine ind i disse Bestillinger, men Byens andre Folk søge med Hensigt at faa nogen af dem med, og derved var det bevirket, at hine to Poster vare i Hænderne paa Kvæner.
Er det saa, at Kvænerne betragte de offentlige Anliggender som sig uvedkommende, fordi de føle sig som Fremmede her i Landet? eller mangle de overhoved Sands for Samfundsvæsen og Selvstyrelse? Jeg ved det ikke. Men om Finnerne forstod jeg det saa, at de staa omtrent ganske udenfor al politisk Interesse, som smaa Børn. Finner kunne være baade raske og flinke paa sin Vis, og endda ikke vide, at det Land, de høre til, hedder Norge. Begrebet om Kongen i Stockholm og om Regjeringen i Christiania er overmaade dunkelt for dem. Hertil kommer, at mellem Finnerne
