under en modsvarende Dygtighed og Dyd, som den vel i sin dybe Grund hænger sammen med.
Den nærmeste Anledning til, at jeg vover mig frem med dette Stykke om Finnerne, er den, at jeg nylig har faaet tilsendt en Del Tal-Opgaver, som jeg under Besøget i Vadsø bad Sognepræsten der om, og som forekomme mig meget mærkelige.
Før havde jeg været med at beklage det fast som en vederstyggelig Ting, naar jeg paa Frastand havde hørt om, at norske Mænd giftede sig med finske Kvinder, af vor norske Finne-Stamme, af Telt- og Gamme-Folket med den forkuede Væxt og det uanseelige Ydre og den barbariske Levevis. Det syntes mig en uværdig Selvovergivelse til en lavere Tilværelse; thi under den finske Kones Hus-Stel vænner Manden sig snart til at leve paa Finnevis og Børnene blive opdragne paa Finsk, tale Finsk, føle sig som Finner, blive til Finner. Det forekom mig fast som en Forsyndelse mod ædelt Blod.[1]
Men endnu større Uhygge følte jeg nu under mit Besøg i Finmarken ved at høre om det tvære Naboskab og spændte Samfundsliv mellem de forskjellige Stammer. Jeg havde glædet mig til at komme til Vadsø, og jeg følte mig hel oprømt, da jeg satte Foden iland og fik se denne kjække norske By, som har sat sig paa hin yderlige Kyst; men saa saaredes mit norske Sind ganske forunderligt, naar jeg ikke alene selv traf paa Kvæner, som i mange Aar havde hørt hjemme her og endda ikke kunde tale sit Lands Sprog, men derhos fik den Forklaring af den ene Nordmand efter
- ↑ Hvordan delt pleier gaa ved saadanne Ægteskaber, det er oplyst i en Beretning fra Finmarken, som er trykt i min „Beretning om Ædrueligheds-Tilstanden i Norge,“ 1859, Side 111.
