indfødte norske Befolkning i Finmarken (men dette er en betænkelig svag Slægt) vise Kvænerne stor Overlegenhed.
Og ikke alene, at Kjøbmændene i Vadsø have lært sig til at tale Kvænsk for saa meget bedre at kunne handle med disse nyttige Kunder; men baade her og andre Steder maatte jeg studse over at høre Exempler paa, hvorledes Kvænerne hjælpe sig frem og befinde sig vel uden at lære Norsk, men at deres norske Naboer af Almuestanden for Omgjængelsens Skyld lære sig til at tale Kvænsk – ja saa fuldstændig, at de stundom fortsætte med at tale Kvænsk indbyrdes, uden at nogen Kvæn er tilstede.
Der er derfor nok temmelig mange Kvæner selv af dem, som ere fødte og opvoxne her i Landet og det i jevnlig Omgjængelse med Norske, som endda ikke tale Norsk. Intet Under, at det heder stadig om dem, at de ville ikke lære vort Sprog, at de ere vrange og tvære mod deres norske Landsmænd.
Det drøieste Exempel, jeg har hørt, staar i altfor god Overensstemmelse med de almindelige Beretninger fra Hverdagslivet. I Aarene 1200 og den Tid (det er historisk bekjendt) kom af en eller anden Grund en hel Skare af denne kvænske Stamme og fik bosætte sig i en af vore den Gang folketomme Fjorde. Nu, efter saa lang Tids Forløb, er Slægten her vistnok bleven fornorsket, saa den kanske ikke selv engang veed af denne sin Herkomst. Men blandt de norske Almuer i Nabobygderne skal dette samme Folk endnu den Dag idag være kjendt for sin Stridhed (for ikke at gjentage det stærke og kanske krænkende Udtryk, som min Hjemmelsmand brugte.)
Hvert Menneske har sin Skjødesynd. Det sees, at Folkefærd og Stammer ogsaa have hver sin. Og det er ikke det mindst vemodige at lægge Mærke til, at den særegne Svaghed og Skrøbelighed gjerne er ligesom halv skjult
