Endnu kan her erindres de saakaldte Skolte-Finner,
som ere af samme Stamme som vore norske Finner,
men høre hjemme i det egentlige Rusland (dets
Grændse-Strækning strax øst for Syd-Varangen eller
det østligste Distrikt af vort Finmarken) og fra Rusland af
ere blevne oplærte i den græske Religion. I tilgrændsende
russiske Provindser længer borte vil man ogsaa finde Folk,
som i sproglig Henseende høre til eller ere nærmest beslægtede
med, hvad vi kalde den kvænske Stamme.
Man kan altsaa sige, at norden- og vestenom en betydelig Landstrækning, hvor Folk af den kvænske Stamme, skjønt nu under forskjellig Lands-Høihed, fra Arilds Tid har været fast bosat, ligger et høiere Fjeld-Land og koldere Kystland, som er tyndt og løst beboet af Finner (Lapper), og dette Finnernes Land (Finmarken i videste Forstand) er i Tidens Løb blevet delt mellem Norge, Sverige, Finland og det egentlige Rusland.
Det er ikke at se overalt i Verden, dette Syn, som hin Tabel vilde give et foreløbigt Glimt af Synet af Naboskab eller Møde mellem to af Menneskeslægtens store Folkestammer. Thi Nordmændene høre til, hvad vi i en Hastighed kunde kalde den Europæiske Folke-Familie eller Hoved-Stamme, Finnefolket med dets to Afdelinger have sine Folkeslægtninger mod Østen, helt ind i Asien.
Det er paa Sproget, at Folke-Slægtskabet kjendes. Reis til Sibirien, eller tænk Dig tvers over hele Europa og over Middelhavet med, hen til Afrikas Indfødte – og du vil ikke finde Sproget mere fremmed og grundforskjelligt, end om Du fra Tromsø By gaar en halv Mil op i Tromsø-Dalen til den Telt-Leir, hvor Flytte-Finner hver Sommer holde til, eller om Du fra en norsk Fiskerhytte oppe i Finmarken spadserer hen til den finske Nabo-Gamme, eller fra Hammerfest eller Vadsø Gade ser indom Døren til en af de mange Kvænfamilier, Væg i Væg med de Norske. – Det er en Forskjel ikke bare i de enkelte Ords Lyd, men i Sprogets Indre eller i den Maade, hvorpaa Lydene voxe
