segla nordaaver at, saø la’n te Lans ve Kongsgard’n Agvaldsnæs. Der hadde Kongen ’n Aarmain (eil Gardbruker), som eitte Tore Sel; han gjekk neaat Skjeppe mæ tressenstjuge Main a ba ’n Asbjørn gaa paa Lan, mæ Karom sine, mæ ’n fekk rö Skjeppe. Da tok’n Tore efraa ’om heile Koinlanningen aa Segle aa ga ’om e gaammaalt Segel esta’n, „dæ æ gott nok aat döm, som ska segle paa let Kjøl,“ sa’n. Asbjørn vart fælt sint aa harm för detta; Ska’n va stor, mein Skamma værre.
Det kvakk i mig, da jeg paa en Reise nordover i Sommer traf til at se den første Fin, forud paa Dampskibs-Dækket, op under Lofot-Øerne: det Afstikkende i Dragten og det Lurvede ved Hverdags-Klæderne mindede altfor stærkt om de Vilde i Skilderi-Bøgerne. Kanske den kjære Stockfleth ikke kan sætte sig ind i, at Synet af en af hans Finner skulde gjøre et saa uhyggeligt Indtryk; men jeg tilstaar, at det gjentog sig, da jeg senere paa Reisen saa den første Gamme og traadte ind i det første Flytte-Telt.
Men hvor jeg kom til at synes godt om den samme Mand der forud paa Dækket, da jeg havde talt med ham en Stund og fandt Mennesket i Finnen. Han kom fra en Arbeids-Reise (med en Vedbaad), og det var undskyldeligt, at han, som fra først af ikke havde været bestemt paa at gjøre Hjemreisen paa Dampskibet, nu viste sig her i en saa forreven Klædning. Det var en ung Person, 25 til 30 Aar, hjemme hos Forældrene. Disse boede inde i Ofoten, hvor de havde sat sig ned i en Udmark og ryddet
