Mor. Men nærmere beseet stemmer det jo ganske med hin Forklaring om Forkortelserne, og disse ere paa sin Maade regelmæssige og i Overensstemmelse med Skik og Brug i Oldsproget.[1]
Den meste Ulighed Bygderne imellem bevirkes maaske ved Udtalen af visse Bogstaver.
Efter en kort Lyd faar n og l i et stort Strøg af Landet (det Norden- og Østenfjeldske) et Slag af i eller j, f. Ex. kan, skal, Mand, Land, der udtales næsten som kain eller kainj, skail, Main, Lain. Det Ord Tingen bliver til Tingjen, Tijngjen, Tijnjen, og dette kan vanskelig udtales stort anderledes, end om det var skrevet bare Tijn’en, Tiin’en eller Tin’en. Paa denne sidste Maade er det ogsaa skrevet i en af Oversættelserne. Ordet alt og Malt skrives hyppig ailt og Mailt, og denne sidste Udtale sees i nogle Bygder at gaa over til elt og Melt.
Bogstaverne rn og rl blive i de samme Egne til nn og ll, men paa Vestlandet (se Sprogprøverne fra Voss til Mandal) til dn og dl, saa altsaa Oldsprogets korn og Skriftsprogets Korn bliver paa den ene Side til Konn, Koin, Køin, Kønn, paa den anden til Kodn. Mandsnavnet Erling bliver paa samme Maade til Elling og Edling.[2]
I det Norden- og østenfjeldske har l i visse Ord en egen (tyk) Udtale, saaledes i Ordene sjøl, Følk. Samme
- ↑ I Embedsmænds Huse paa Hedemarken og andensteds har jeg hørt Folk fuldt og fast tro paa hin Forvexling i Bøndernes Tale, som naturligvis har forekommet dem yderst naragtig. Men i Bøndernes Tale er ingen Forvexling; det er kun Mangel paa Sprog-Kundskab, som synes saa.
- ↑ I Sætersdalen og flere Bygder paa den Kant bliver rl og ligesaa ll til dd. Exempel herpaa er det Ord Padd, i Oldsproget pall, som forekommer i en Beskrivelse over Sætersdalens Bygnings-Skik, længere foran i nærværende Hefte.
