jeg meddeler dem, da Retskrivningsfeilene, som der ovenfor sigtedes til, stundom ere saa grove som vel mulig. Jeg forsøgte paa at rette de værste af dem, men gav det op; det var nemlig ikke gjørligt at faa ud alle Feilene, og skulde der først være Feil, saa syntes jeg det var rettest, at de grove, d. e. de aabenbarlige, fulgte med.
Men jeg har paa en Maade formindsket Mængden af Feil, derved, at jeg (det er naturligvis for Rummets Skyld) ikke lader trykke mere end Halvdelen af hver enkelt Sprogprøve – paa nær den fra Kvæfjord i Senjen, fra Bynæsset ved Throndhjem og fra Land og Gausdal i Christiania Stift, hvilke jeg af forskjellige Grunde meddeler fuldstændigt.
I en tarvelig Stil, som monne svare til det Ufuldkomne i Oversættelserne, skal jeg omtale nogle af Egenhederne i disse Bygdemaal.
Ordene han og ho (hun) med tilhørende honum og henne (ham og hende), forkortes ofte, nemlig:
han til an, en eller blot n,[1]
hanum til um eller a,
ho til a,
henne til enn eller blot n.
Hertil kommer, at disse Ord ofte sættes overflødigt foran et Navn, f. Ex der gaar han Far.
Paa Østlandet eller i Christiania Stift kan man derfor høre saadanne Sætninger som følgende:
Der gaar n Far
Der kjem a Mor.
Tal aat a Far (tal til ham Far.)
Seg dæ aat n Mor (sig det til hende Mor.)
Dette a Far og n Mor i de to sidste Sætninger ser jo ved første Øiekast ud som Forvexling og Feiltagelse, ligesaa galt som om Nogen vilde sige: hun Far og han
- ↑ Det forkortede Ord er stundom skrevet i Et med et andet Ord, f. Ex. lan i Lan, d. e la(gde ha)n i Land.
