Bagenfor Bygdemaalenes Forvanskninger og Mislyd
have vi det Old-Sprog, som Sagaskriften har gjort os
kjært. Og bagenfor disse Sprogprøvers Bogstaver ser jeg
en Interesse, som har kjæmpet med Bogstaveringens Vanskeligheder.
De fleste af disse Stykker er bogstaverede af, hvad man kalder: Mænd af Folket – Skolemestere og Bønder, som tale hver sin Bygds Dialekt til Fuldkommenhed, men mangle den høiere Sproglærdom, som egentlig skal til for at sætte Folkemaalet i Stil. Hvad er det da for en Interesse, som har bevæget dem her? Det er flere af dem sige det klart nok) Følelsen af, at det nok er paa Heldingen med disse Bygdemaal.
I lange Tider har denne Forskjel mellem Maalet i Bygderne holdt paa at udvikle sig, indtil det tilsidst er blevet saa næsten overalt, at i en og samme Bygd er der Forskjel paa Vestsiden og Østsiden af Elven. Men under vor Tids hyppige Samfærdsel og livlige Tanke-Udvikling føles denne Skilsmisse som uudholdelig.
Bygde-Dialekterne forsvinde derfor ogsaa, idet man mere eller mindre ubevidst læmper sin Tale efter det Talesprog, som hører hjemme i en vis Kreds af Folket, og som har det fælles Skriftsprog at støtte sig til. Men det er med en vis vemodig Interesse man lægger Mærke dertil, omtrent som naar en Mand kaster et sidste Blik paa Slægtens gamle Bjælkestue, som alt længe har staaet til Nedfalds og imorgen skal rives.
Tidt, førend et mærkeligt gammelt Hus rives ned, sørges der for at faa det nøiagtigt afbildet, at det siden kan sees, hvordan det var. Og det er, som om det skulde være bestilt, at en Sprogkyndig af første Rang, med beundringsværdig Iagttagelses-Evne og Skarpsindighed og Iver for Sagen, netop nu paa nogle Aar har været og endnu er beskjæftiget med at samle Levningerne af vort gamle
