Side:Folkevennen 1863.djvu/504

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest
500

som her kaldes Ljaaren. Gjennem den faar Stuen sin Lysning, da den ingen Vinduer har. Undertiden, men sjelden nu, da Røgstuen ikke bruges til Vinteropholdssted, er der til Ljaaren en Lem, der ved en lang Stang kan lukkes op og igjen. Rundt om Stuen ere Væggene hvidskurede til en god Mandshøide fra Gulvet, siden have de Sodfarven. – Under Gamlestuen kan jeg aldrig erindre at have seet Kjeldere, hvilke ogsaa i ældre Tider havdes lidet Brug for, da Poteterne vare ukjendte og Stuen og Klaven for øvrigt vare Kjeldere gode nok.

Flere af disse Røgstuer ere meget gamle og uden Tvivl fra det 15de Aarhundrede, hvilket jeg slutter af Bygningsmaaden og Tømmeret, som er brugt, samt ved at sammenligne dem med enkelte Stabur eller Loft, hvorpaa findes Aarstal. Paa de ældste Røgstuer kan jeg ikke erindre at have seet Aarstal, men de findes paa enkelte yngre, mest fra det 17de Aarhundrede.

I Enden af Gangen er enkelte Steder afdeelt et Rum C, der kaldes Klaven, med Dør fra Røgstuen. Den tjener kun til at kaste ind i Kopper og Redskaber.

Nystuen D er ifølge Hr. Evensens Beskrivelse ganske som den af mig saakaldte Mandalske Stue, med Ildstedet (her baade Skorsten og Kakkelovn, c og d) i Hjørnet mellem Dør-Væggen og Høisædes-Væggen, samt med de to Senge aa ved den bagre Lang-Væg og mellem dem „Storskabet“ b. Selv Forsiringen paa Sengenes og Skabets Snedkerarbeide er aldeles som beskrevet af mig fra Mandals-Kanten. Evensen bemærker, at den Mode med Storskabet er i Valle omkring 40 Aar gammel; før den Tid var der et Skab, som mere lignede Gammelstu-Skabet og ikke gik ud i fuld Bredde med Sengene. – Værelset over Nystuen heder Skjeltele. Det er Soveværelse for Husets Ungdom.

Evensen slutter med en Historie, hvis gammeldags Præg svarer til Husene, saaledes:

Ved Siden af Stuehusene har hver Bonde et Loft eller Stabur med 2 Etager, hvoraf den underste kaldes Bur, den øvre Loft; hele Huset benævnes Loft. Omkring Loftet er Svalgang og det Hele har samme Udseende som flere, der ere afbildede i Folkevennen og Skillingsmagasinet især fra Telemarken. Et mærke-