Efterat vi i tre foregaaende Stykker have søgt at vise, hvorledes Bibelen er bleven opbevaret, oversat og udbredt, skulle vi her nærmere omtale, hvorledes den er udbredt i vort Fødeland.
Da Christendommen blev indført i Norge under Olaf Tryggvessøn og Olaf den Hellige i det 10de og 11te Aarhundrede efter Christus, var den allerede meget forvansket. Bibelen var da stillet tilside for Menneskebud og Digtninger. Naar hertil kommer, at Bibelen da var saa meget kostbar i Haandskrift, saa er det let forklarligt, at der ikke kan være Tale om nogen Bibel-Udbredelse i Norge i de første Aarhundreder efter Christendommens Indførelse. Ganske ubekjendt var vel ikke Bibelen. Ialfald kjendte en Del af Geistligheden til den i den latinske Oversættelse Vulgata. I Skriftet „Kongespeilet“, der rimeligvis er forfattet paa Kong Sverres Tid omtrent ved Aaret 1200, maaske under denne præstlærde Konges Medvirkning, samt i et andet Skrift, der er forfattet paa samme Tid, sees der, at Forfatterne have havt ikke lidet Kjendskab til Bibelen, af hvilken de anføre en Mængde Sprog og Fortællinger. Det samme sees af en Del opbevarede Homilier (Prædikener). Over 100 Aar senere under Kong Haakon Magnusson havde man ogsaa oversat og bearbeidet efter Vulgata en Del af det Gamle Testamente paa Landets Sprog, det Gammelnorske. Denne Bearbeidelse kaldtes „Stjorn“ og er tidligere omtalt i vor Artikel om Bibeloversættelserne. Den var dog neppe videre udbredt, da den var bestemt til at læses for Kongen og hans Mænd ved Bordet om Søndagene. Som tidligere berettet, er den nu udgiven af Pro-
