det Vers: „Børnene ere for Arvinger kjendte,“ sagde hun: Hvor godt det var, naar vi kunde blive som Børn; men jeg kan ikke regne mig blandt Børn, jeg, som er saa gammel,“ hvortil Faderen svarede, at vi kaldes og ere alle Børn, som ere i Christo og høre ham til.
Lidt efter lidt blev Sygdommen mere streng; hun kunde ofte stirre paa Forældrene og formaaede netop at bede dem om at bede for hende, da hun selv ikke formaaede at gjøre det.
Den sidste Dag, hun levede, en Søndag, yttrede hun stor Længsel efter at dø og sagde: „Hvorfor mon Døden ikke vil komme?“ Moderen svarede: „Kanske Gud har en god Hensigt med det; kanske der endda er noget tilbage, som du ikke har eftertænkt og afbedet.“ Da laa hun en Stund stille og læste saa Begyndelsesordene af den Bøn: „O Gud, forlad mig alle mine blodige Synder,“ og da Moderen fortsatte med at læse Bønnen for hende, tog hun selv Ordet og læste den til Ende.
Min Beretning gaar ikke længer end hid. Jeg maa selv undres over, at Slutningen mangler, og kan ikke besinde mig paa, hvorledes det gik til, at jeg ikke kom til at skrive den. Den var kanske for vakker for min Pen.
- Marts 1863.
Eilert Sundt.
