Fremfødsmand[1]. Hold dig tarvelig og gaa ikke op i Stads og Pragt, men klæd dig sømmeligt og anstændigt. Er der Nogen, som vil være over dig, saa gak gjerne under; da kommer du bedst frem. Naar nogen Snilde besøger os, saa hold dig gjerne til dem; det kan være, at de komme til at tale noget, som kan være for dig; jeg holdt mig ikke altid til dem jeg, og det har jeg nu maattet angre paa.“ Søsteren traadte da lidt tilbage, men gik snart til hende igjen, tog hende ved Haanden og sagde: „Jeg maa nok ogsaa bede dig om Forladelse for alt det, jeg har gjort dig imod.“ Faderen og Moderen stode hos og kunde ikke holde Graaden tilbage ved Synet af denne enfoldige og barnlige Kjærlighed. Faderen sagde: „Jeg har ofte bedet for Børnene, at Guds Ord maatte virke paa dem; men nu sker det over, hvad jeg havde ventet.“ Hertil sagde den Syge, at hun kunde mindes den første Gang, da hun fornam Guds Ords Virkning; det var da Faderen engang sad og forklarede Ordet for den yngre Søster.
Hun hørtes ofte at tale med Glæde om Himmeriges Rige og med Længsel efter - den Stund, da hun skulde flytte did. Alligevel hang hun med Kjærlighed ved Forældrene og trøstede sig ved Afskeden fra dem saaledes: „Men hos Gud er der saa godt at være, at Tiden ikke kan blive saa lang for mig, til vi samles igjen.“ Hertil svarede Faderen: „For dig bliver Tiden ikke lang, men for os, som bliver tilbage her.“
I disse Dage læste hun ofte Psalmevers, som hun havde lært udenad. De, som især syntes hende mærkelige gjentog hun oftere. Da hun saaledes engang havde læst
- ↑ Der var ingen Søn i Familien, og Gaarden vilde da gaa over til den ældste Datter (altsaa efter den Syges Død til den ældste gjenlevende) og med Gaarden den Forpligtelse at yde Forældrene det saakaldte Føderaad eller føde dem frem i deres Alderdom.
