Søer, som overskylle Baaden, men ude i disse frygtelige Omgivelser at arbeide, at hale ind Garnene og sætte dem igjen, og saa med den ladede Baad atter at kjæmpe sig ind i Havn igjen, hvad det vil sige, det ved vel neppe Nogen, som ei har prøvet det. I Havnen er der heller ikke Ro; der maa han sælge og losse sin Last, og alt dette uden at have smagt Mad den hele Dag, saaledes som det ofte gaar. Og saa istedetfor sin varme Stue og sin lykkelige Familie at finde et lidet Rum, i Logifartøiet nemlig, saa lavt, at han maa krybe hen til sin Kiste, og dette Rum opfyldt af vaade, sildede Klæder, af Lugt af alskens Fødemidler og dertil koldt og raat – isandhed det er ingen misundelsesværdig Lod.
(Fortsættes.)
Forleden Dag gjennemgik jeg nogle Papirer fra mine Reiser og stødte da paa det Stykke, som jeg nu vover at lade trykke her.
Allerede i 1852 gjorde jeg Bekjendtskab med Familien, i 1854 besøgte jeg den igjen. Ved dette sidste Besøg bad jeg Forældrene fortælle op igjen, hvad jeg allerede havde hørt af dem før om den forudgangne kjære Datter, som deres Tanker stadig hang ved, og som de gjerne talte om. Moderen fortalte vel det meste, men noget føiede ogsaa Faderen til, og medens jeg endnu var i Huset, tog jeg mig for at stille begges Ord og Fortælling sammen og skrive det Hele ned, saa bogstavret som jeg vel kunde.
Thorø var et blødhjertet, blidt og lydigt Barn. Hun var den ældste af flere Sødskende og var sine Forældres
