har sat om Morgenen, maa vi ud om Aftenen at „trække.“ Dette foregaar paa den Maade, at man ved Bundsæt først haler ind det lange Toug, indtil man kommer til selve Garnet. Ved Kaggesæt begynder man enten fra Land, eller længst fra Land, idet man da maa have Toug op fra Stenen. Nu stiller man sig op, to Mand paa hver Side og haler ind et Stykke saa langt, som Baaden er bred. Nu rykker man i Garnet, saa at Silden maa ud af Garnet igjen, og da maa den ofte ud paa samme Maade, den kom ind. Dette kan ikke ske anderledes, end at Silden som al anden Fisk lukker Gjællerne naar den kommer i Luften. Man lader aldrig Garnene staa saa længe, at Silden dør, og den spræller derfor og hjælper saaledes selv til at komme ud. Det er et deiligt Syn at se Silden trækkes op. Silden, som hænger efter Hovedet i Garnet, lægger sig paa Grund af Garnets Bevægelse opad langs dette og bedækker det aldeles, naar det er nogenledes fuldt, saa at Alt ser ud som Sølv. Saa dertil den glade Virksomhed, Iver og Lyst paa Alles Ansigter, det er herligt! – Jeg sagde, at Silden altid er levende, naar den drages. Sild, som har staaet saa længe, at den er død eller saa omtrent, kaldes „sjøstaen“ Sild og er vanskelig at afsætte, især naar den er fuldkommen død. Denne Omstændighed gjør, at Fiskeren er nødt til at trække baade Morgen og Aften, hvordan saa Veiret er. Her kommer vi ind paa den farlige og tunge Side af Fiskernes Vilkaar. Han maa ud at trække sine Garn, hvordan saa Veiret er; thi for det Første er hans Fangst forspildt, og dernæst resikerer han sine Redskaber. Og er han først ude at trække, sætter han med det samme. Dette kan Folk, der ei have seet en Storm paa Vestlandet, hvor det vilde Hav bruser og fraader med forfærdelig Sø, ei sætte sig ind i. De kan nok tænke sig Søer og Brændinger; men hvad det vil sige at arbeide i saadant Veir, hvor det gjælder hver Mands Liv, ikke blot at ro ud i
