det faktiske, kulturhistoriske Udbyttes Skyld: Man lærer hvorledes den Tids Mennesker vare, deres Sæder, Levemaade o. s. v. Med Hensyn til det mythiske Stof fandt han sig langt mere tilfredsstillet ved en ædruelig historisk Fortolkning og anbefaler i den Retning Diodorus Siculus, som „med Skiønsomhed forklarer de fleeste Fabler,“ som f. Ex. „Vulcanus var en Ægyptisk Konge, som først haver opfundet Ildens Brug. Mercurius var Sereterer hos den ægyptiske Konge Osiris. Prometheus, en ægyptisk Herre, var satt over en vis Provincie udi Landet: Udi hans Tid oversvømmede Nil-Strømmen samme Provincie, saa at fast alle Beboerne druknede. Denne Uheld foraarsagede Prometheo saadan Hierte-Sorg, at han nær havde taget sin Død derover. Udi denne Tilstand foretog Hercules sig at gisre Dæmninger for Floden ..... Af denne Historie have Grækerne smeddet den bekiendte Fabel om Prometheo“ o. s. v.
Man fejler neppe meget ved at antage, at det ikke har gaaet Holberg stort bedre med den alvorlige Poesi i det hele taget, end det gik ham med den heroiske. Vistnok kunde man til Styrke for en modsat Mening anføre det ofte citerede Sted af den 3die Satire (Critique over Peder Paars), hvor han smukt og træffende taler Digtekunstens Sag for „Gejstens og de smukke Tankers“ Skyld. Men her var det ham nu om at gjøre, til Forsvar for sit eget litterære Navn og Rygte, at bestride den herskende Fordom mod at en studeret Mand i det Hele taget befattede sig med at skrive Vers, og til den Ende henviser ham fornemmelig til consensus gentium, til mere civiliserede Nationers Autoritet blandt hvilke Digteren fra Arilds Old havde været holdt i Agt og Ære. I samme Aand heder det ogsaa et andet Sted i „Moralske Tanker:“ Jeg vrager ikke alle unyttige Ting; thi der gives visse Arbejder, som i sig selv ere unyttige, men som fornøye Sindet. Saadanne
