var mange Mennesker, som i Middelalderen tilbragte sin Tid i Dovenskab og Lediggang i Klostrene, saa dømme vi ofte haardt om disse, og det vistnok med Rette. Men naar vi tillige betænke, at det især var Munke og Nonner i Klostrene, som paa den Tid, ved Siden af fromme Andagtsøvelser, beskjæftigede sig med at afskrive Bibelen og andre Skrifter, saa maa vi stemmes til at dømme mildere om dem og være Gud taknemmelige, for hvad disse have udrettet i hans Tjeneste til Bedste for os. Naar vi da ret betænke alt dette, alt det Arbeide og Møie, al den Opofrelse, der blev gjort for at faa Bibelen bevaret i Haandskrifter; naar vi dertil ret betragte, hvilken Møie, hvilket Arbeide fromme Lærde have havt for af disse Haandskrifters Mangfoldighed at udfinde den retteste og nøiagtigste Bibeltext; naar vi da derhos lægge Mærke til, hvor overordentlig let tilgjængelig Bibelen nu er baade for Fattige og Rige, medens den i saa mange Aarhundreder uagtet alle hine Opofrelser, dog kun var tilgjængelig for Enkelte: hvor stærk Opfordring have vi da ikke til at takke Gud for, at han har gjort os, der leve i dene Tid Adgangen til sit guddommelige Ord saa overordentlig let! hvilken stærk Opfordring have vi da ikke til, ikke at lade Bibelen ligge støvet i vor Hylde, men flittig at benytte os af den, til at mindes vor Børnelærdom saa at vi holde den, som Guds Ord „høit og i Ære, gjerne høre og lære det,“ og sukke til Gud om hans Aands Oplysning, læse den med Andagt og et villigt Forsæt at leve derefter!
Ved denne Afhandling ville vi gjøre Folkevennens Læsere bekjendt med Fiskeriets Bedrift saadan, som den
