Race. Havnegangen paa Floen bestaar mest af Lyng og vandsyg Mark; men de skotske Faar, der have gaaet ude Aaret rundt, vare desuagtet saa uldrige, fede, livlige og trivsomme, at jeg ikke har seet Faar af samme Race i bedre Skik i deres eget Hjemland. Men Kunsten har bestaaet deri, at Hr. Schumann ikke har besat Havnegangen med flere Faar, end der kunde ernære sig paa samme, samt at han har holdt dem fri for Utøi (Saukrabb o. l.) ved Vaskning efter skotsk Methode.“
Tidenden om Professor P. A. Munchs Død har været et Sørgebudskab til Nationen. Men jeg kan nok tænke mig, at den navnlig har bevæget de Mænd, som Overskriften taler til – Mænd, som i Aarrækker have været Mellemmænd mellem den store Forfatter og de mange Læsere.
Vi maa ikke her fæste Blikket alene paa den populære Del af denne vidunderlige Forfatter-Virksomhed, men paa selve det Lys, som udgik fra den Afdødes Geni og Fædrelandskjærlighed.
Ikke alle hans Skrifter egnede sig før et Almuebibliotheks Bogskab. Men hvorledes vilde vel vor populære fædrelandskjærlige Litteratur have seet ud, hvis ikke Munch havde tænkt og skrevet i denne Menneske-Alder?
Det fornemmes her at netop de store Forfattere, som rage op over alt Folket, ere de ypperste Folkelærere. Der er vel endnu adskillige Mennesker i Norge, som ikke kjende Professor Munchs Navn. Men der er kanske ikke en Eneste, hvis fædrelandske Begreb og Følelse ikke i nogen Grad, paa nærmere eller fjernere Hold, bevidst eller ubevidst, er glædelig paavirket af ham.
Den fædrelandske Historie hører med til en Nations Sammenhold og Tilværelse. Den begavede og opoffrende fædrelandske Historieskriver er en af Nationens Velgjørere.
Og det hører med til Fremgang i ædel Oplysning og medborgerlig Bevidsthed, at saa vidt muligt Alle mindes om og erkjende de modtagne nationale Velgjerninger.
