Mængden ikke er større, end at selv en Arbeidsmand vil kunne overkomme at læse det.
Det er min Mening, at saadanne praktiske Tidsskrifter, som angaa hver Stands Næringsvei, ere overmaade virksomme Medhjælpere til Folkeoplysningens Fremme: Tanken om Nytte og Fordel bringer Folk til at læse, og Læsningen vækker og udvikler den selv virksomme Tænksomhed, men denne flyver, eftersom Vingerne voxe, ud over den enkelte Stands og Næringsveis Grændser, hen over Videnskabens og Samfundets Mangfoldighed.
Endnu i mange Egne er der en Ting som tynger svært: det er Kreaturenes Sult og Lidelse om Vaaren. Men saa er det som en Lettelse og et Haab for Fremtiden, naar man erfarer (og flere Stykker i disse Hefter lære det samme), at naar Bønderne lære at forstaa sin egen Fordel ret, saa ville de behandle Dyrene bedre. Paa den Maade kan Landvæsens-Videnskaben virke i høi Grad forædlende. – Paa en Ø paa Vestlandet skal der være at se et rædsomt Syn: store Mængder af Benrader efter Udgangs-Faar, som ere styrtede formedelst Vanrøgt, ligesaa Faar, som af samme Grund gaa blinde omkring. Det har pint mig at vide, at noget Saadant skal finde Sted i vort Land, mellem vore ellers saa forstandige og veltænkende Almuer. Men en Indberetning af Lindekvist i disse Hefter aabner Udsigt til, at Faareavlen skal blive mere lønnende og komme i en bedre Skik. Alene for denne Udsigt vilde jeg føle mig Tidsskriftet takskyldig. Jeg kan ikke negte mig den Fornøielse at anføre følgende Exempel:
„Hr. Schumann paa Floen i Manger Præstegjeld har selv i nogle Aar gjort Tjeneste som Faarehyrde paa en meget stor Faarefarm i Skotland for nøiagtig at lære sig Udganger-Faareskjøtselens alle Detaljer. Ved sin Tilbagekomst fra Skotland i Aaret 1859 medbragte han en Stamhjord af den skotske Høilands- eller saakaldte Blackface-
