og stod saaledes foran en Stund; men da det begyndte at blæse mere, bleve de snart indhentede. – Dagen blev ikke saa behagelig, som de Reisende havde haabet; thi det blev en stærk Storm og tykt Snekov. Enhver saa sig derfor nødsaget til at skjøtte sig selv, men alligevel blev der gjort Alt for at holde sig i Selskab. Da nu ikke Land kunde øines, besluttede Alle at følge den ene Storbaadmand, som havde Kompas. Naturligt var det, at denne maatte seile fra hine; men for at de ikke skulde tabes af Sigte, biede Storbaadmanden tre Gange. Første Gang kom alle tre Smaabaade frem, og anden Gang kom kun den Ene, Ole Thorberssen, hvorimod de andre To har, da de tabte hine i Kovet, holdt mere i Vest. – Nu var Stormen øget saa meget, at de kun førte lidet Seil (5 Klør paa de større Baade), og dertil var der megen Sø. De Reisende var nu kommen, antog de, til 1 Mil fra Indlandet, og da de stod meget vestpaa, begyndte de at holde af. Efter at have seilet en Stund besluttede de atter at vente, og dette blev ogsaa gjort. Ole Thorberssen begyndte samtidig at holde samme Retning, men fik formodentlig en Bræksø; thi da Høvedsmanden Lars Olessen paa den ene Storbaad saa tilbage, efter at have taget Seilet ned, saa han, at Ole Thorberssen tog ned Seilet, men atter heisede det i Toppen og lod det atter tage ned, hvor efter han derpaa forsvandt. Da han var meget ladd paa Baaden, var den ikke istand til at kunne frie sig for Søen, som den Dag var i høieste Maal. Desuden kunde Søen ikke faa løbe, saa at det hjalp, at de øste; thi Bagskotten, hvor Søen slog ind, var belagt med: flækket Fisk, løse Liner, Toug og dertil Affald af Fisk. Dette var til Hinder for at ikke Søen kunde faa løbe frem i Rummet saa den kunde udøses. Da nu de Ulykkelige stod saa meget ivest for de Biende, og Stormen var saa overdreven, kunde de paa ladde Baade ikke faa gjøre nogen Hjælp, og ved Afdriften forsvandt Alt i Kovet.
Ole Thorberssen var Familieforførger, omtrent 34 Aar, Mand i sin kraftfuldeste Alder og en dygtig Sømand, men efterlod Kone med 4 Børn, som dog erindrer sin Savnede, i smaa Kaar. – Andreas Christenssen (som var med ham) omtrent 27 Aar, var sine gamle Forældres eneste Søn, der sidde næsten hjælpeløse og begræde sin Alderdoms Støtte og Glæde.“
I min forrige Aarsberetning betegnede jeg det som en Hoved-Mangel, at Nordlændingerne ikke kunde svømme, og
