frem til den lille Holme, hvorpaa vi var, og fik os i Baaden, der var temmelig liden, og nu roede vi til Ørjen.“
Sognepræsten, som siger, at han selv var ude den Dag og Stund og veed, at Søen stod i et Rok, føier til, at dersom Gjertrud ikke have reist ud for at redde den ene Mand paa Vraget, vilde hun ikke have opdaget de to Mand paa Holmen, som da sandsynligvis havde maattet fryse eller hungre ihjel. Han omtaler hendes Daad med største Ros.
Om ikke saa udmærkende, saa dog hædrende er ligeledes Isak Isaksen Draberg af Lyngen omtalt for Redningsdaad, det lykkedes ham at udføre, trods vanskelige Omstændigheder.
Et vakkert Træk maa det endelig være mig tilladt at omtale her. I nogle Tilfælde er Rednings-Hjælpen ydet af den saakaldte „Kammerat-Baad.“ Det er en temmelig almindelig Skik, ser jeg, at Fiskebaade slaa sig sammen to og to ved det daglige Fiske, og paa længere Reiser lægge tildels flere Lag sammen. Tanken er vel nærmest den at yde hinanden Hjælp ved Baadenes Landsætning, hvor forenede Kræfter tiltrænges; men det er vistnok ogsaa saa, at man finder det baade hyggeligere og tryggere at være i Selskab. Ved at meddele et Exempel paa, hvorledes den ene af Kammeratbaadene villigen bier paa den anden, faar jeg med det samme Anledning til at gjøre opmærksom paa, at der nok har været viist mere Hjælpsomhed, end det kan sees af de Tilfælde, hvor Redningen er lykkedes. Exemplet indeholdes i en Beretning, som en Skoleholder har skrevet, om en Baad, som forliste paa Vestfjorden, paa Hjemreise fra et af Lofotens Fiskevær.
„Samme Dag blæste det Vest Nordvest, og Himmelen var mørk overtrukket med Skyer; men de Reisende haabede desuagtet et godt Fjordveir. Om Morgenen begyndte Baadlaget at gjøre sig færdig, og efter nogle Timer vare de allerede paa Reisen. Selskabet bestod af 3 Smaa- og 2 Storbaade. For at de desbedre kunde være i et Lag, begav Smaabaadene sig først afsted
