samme Toug; maaske var det ikke langt nok, og muligvis var der ikke mere end dette ene Hul i Kjølen. – Men dersom dette Hul i Kjølen har været boret med den Tanke at tjene som et Redningsmiddel, saa er her eet Exempel (og flere har jeg ikke fundet) paa en Betænksomhed og Opfindsomhed, som har strakt sig ud over Kuldseilingens Øieblik. Indenfor eller foran det Øieblik vises der, som man af det foregaaende Kapitel vil have bemærket en ganske overordentlig Opfindsomhed og Anstrængelse, gaaende ud paa, at man skal holde Baaden fra at kuldseile. Men det er, som at Tanken ikke pleier gaa længere.
Næst efter at fremhæve, at dette Exempel var det eneste i den Retning, maa jeg ligeledes anføre, at jeg i samtlige Tilfælde paa et nær ikke ser Spor af, at Nogen har bidraget til sin egen Redning eller endog forsøgt derpaa ved at svømme. I det Tilfælde, som danner Undtagelsen, var en indflyttet Mand fra det Throndhjemske og en beruset engelsk Matros paa Baad sammen, og de bleve strax reddede af en Baad i Nærheden. „Begge kunde svømme,“ heder det, og den Kunst har da vel kommet dem til Nytte.
Ved 8 af disse Baad-Forlis er det sagt i Beretningerne, at nogen Færdighed i Svømning kanske skulde have været Frelse-Middel og det for 12 Mennesker. Men her er mest kun tænkt paa saadanne Tilfælde, hvor Forliset skede nær Land, saa der kunde være Tale om at svømme iland. I uberegneligt flere Tilfælde skulde Svømning vistnok have hjulpet paa den Maade, at Folk derved for det Første kunde være komne op paa Baadens Hvælv.
I det Hele taget finde vi altsaa en stærk Modsætning mellem det dygtige Sømandskab, saa længe Baaden er paa ret Kjøl, og den Raadvildhed og Uvirksomhed, som hersker, naar den er hvælvet.[1]
- ↑ Dog – fra Vægø omtales leilighedsvis et Tilfælde fra et tidligere Aar, at en rask Gut var alene ude paa en liden
