har den forliste Baad været hvælvet og flydende, saa Redningens Begyndelse har været at komme op paa Hvælvet og holde sig der.
Stundom ser man, at naar Folk komme ud i Vandet, blive de lamslaaede af Skræk, saa de strax tabe Bevidstheden og synke. Oftere hænder det, at de ved selve Baadens Kantring miste Taget og senere ikke kunne naa Baaden igjen, eller de naa Baaden, men mangle Behændighed eller Styrke tit at komme sig op paa det glatte og urolige Hvælv. Men endnu flere ere vel de, som det er gaaet saa med, at de efter kortere eller længere Tids Anstrængelse med at holde sig fast paa Hvælvet ere segnede eller skyllede ned igjen, for bestandig. Nogle af dette Aars Exempler vise ellers, at det gaar an at holde sig paa Hvælvet meget længe; en Mand i 49 Aars Alder holdt ud i 12 Timer og det ved Midvinters Tid.
En Fembøring fra Melø Sogn i Nordlandene laa den 17de Mai 1862 udenfor Vardø i Finmarken, i aabne Havet i Nord for Øens nordligste Odde, en halv Fjerding fra Land; den laa for Dræg og fiskede; det var 2 Kløers Vind, N. V Farvandet var rent, men udsat for Strømskavl. Der var 5 Mand ombord. Man drog Dræggen for at flytte til en anden Fiskeplads, og havde endnu ikke faaet Seilet op – da fyldtes Baaden af en Strømskavl. Ved Besvarelsen til Spørgsmaalet om Redningsforsøg siger Beretteren, Sognepræsten til Vardø:
„Høvedsmanden, som var den eneste, der blev reddet, lod sig glide af Hvælvet ned i Søen for at faa fat paa et Toug, som han efter at være kommen op igjen paa Hvælvet stak igjennem et Hul i Kjølen og rakte sine Kammerater at holde sig fast ved. En Baad, som laa et Stykke Vei fra den forliste, reddede Høvedsmanden uden synderlig Vanskelighed da det ei var vanskeligt for en Baad at klare sig under Seil.“
Det siges ikke, hvad Grunden var til, at ikke ogsaa de andre Mænd kunde holde sig fast ved Hjælp af det
