Hopp til innhold

Side:Folkevennen 1863.djvu/196

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest
192

af, og i saadant Tilfælde kan Baaden, selv i spagt Veir, kantre i en Haandevending. – Den tilbørlige Forsigtighed har saaledes her, efter min Mening, ikke været brugt.

Personerne: Gaardmand Hans Peder Bertheussen Edø af Hillesø Sogn, Medhjælper og Kirkeværge, Skole- og Fattigcommissær, 29 Aar gl., sad i meget gode Kaar. Konen og Børnene, 2 à 3, have været meget syge, Sorgen er stor over Tabet af den brave Mand og Fader. Tjenestedrengen var Ungkarl og Fin Gunner Edevard Olsen Tuleng af Hillesø 21½ Aar gl., et meget brav Menneske.

Bemærkninger: Det enkelte Stykke Vei anser jeg for det værste Stykke paa min Kirkevei fra Lenvig til Hillesø – 2 gamle Mil ud ad Malangen mod Havet. I min 6aarige Embedstid har jeg vel gjort imellem 60 og 70 Reiser derud, men fast bestandig har Skydsen maattet se sig vel for, naar vi skulde passere over fra Edøen til Hillesø. Selv over det brede Gab fra Lokvik lidt i S. O. for Hekkingens Fyr til Edø – ½ Mil – seiler jeg hellere end over det Stykke, hvor Hans Peder satte til. Havde nu denne Mand og hans Dreng kunnet svømme og derved være komne paa Hvælvet, antager jeg, at deres Nødraab maatte være bleven hørt enten paa Hillesø eller paa Eds, da Veiret, som bemærket, var godt, og Ulykken skede knapt ⅛ Mil fra Land. Først Mandagen efter opdagedes Ulykken derved, at Manden paa Hillesø efter Løfte reiste over til Edø for at hjælpe Hans Peder med en stor Baad. Konen fortalte da, at han Løverdag var reist til Hillesø. Man forstod da, at en Ulykke maatte være skeet. Manden i Hillesø reiste til Sommerø tæt ved, fik et Par Mand med sig derfra og ved Søgen fandt de kuns en liden Rest af Baaden paa Nordsiden af Edøen; men mærkeligt nok intet Seil, som end mere bestyrker den Mening, at Baaden har væltet for et Vindstød under Heisningen af Seilet, førend de have faaet Tid til at ordne det.“

Edøen har udentvivl sit Navn af Ederfuglen (Æd), som vel her har havt et lunt og trygt Sted for sit Rede. Der er en egen Ynde ved et saadant Fuglevær, helst naar der, som her, er saa fredeligt, at Fuglene holde til paa beboet Ø, altsaa sammen med Menneskene.

Man følge engang Præsten paa hans Kirkereise, henover Kaartet. Det er udentvivl haarde Klippekyster, lige fra