drikke sig et Ruus iblandt“ – det kunde han endnu paa sine gamle Dage, da saameget bidrog til at lade ham se Livet fra den mørke Side, med Sandhed gjentage, og han havde rigelig Anledning dertil i den Tid, da Hængehoderiet, „den mechaniske Devotion,“ var bleven en Modesag, da de, der før havde været „lystige som Kalve,“ var blevne „ærbare og alvorlige som gamle Katte,“ da saamange selvkaldede Bodsprædikanter ansaa „alt hvad som giver ringeste Glæde og Fornøielse tilkiende hos et Menneske, som Tegn at intet Got udi Hiertet kand ligge skiulet; hvert Smiil er en Forfængelighed, hver Latter en dødelig Synd, og Devotion holdes ikke for ægte Gurdsfrygt, uden den haver vaade Øjen.“ Hans tolerante Natur viser sig ogsaa i den milde Ironi, hvormed han omtaler hvad han fra sit Standpunkt ansaa som rent illusoriske Glæder. Han betragter i denne Henseende Menneskene som Børn, som man ikke bør forstyrre naar de glæder sig ved sit Legetøj: „Naar Enhver faaer hvad ham lyster, saa faaer han og hvad som er best. En indbildt Herlighed er en virkelig Herlighed. Naar en glæder sig over en blot Titul, gratulerer jeg ham ikke i Henseende til Titulen, men til hans Glæde ja, om end een efter indstændig Ansøgning erholdt af den høje Øvrighed Octroy eller Bevilgning at bære en Porcellaines Spølekumme paa Hovedet i steden for Hat, og han inderligen glædede sig derover, vilde jeg ikke tage i Betænkning at ønske ham til Lykke.“
Ligesom Holberg i sine yngre Dage „mere randsagede
Folk end Bibliotheker,“ saaledes var ogsaa under hans
senere Liv, da han var strengt henvist til Studerekammeret,
historisk Læsning hans kjæreste. Han læste ved Siden deraf
„udvalgte Bøger i alle Slags Videnskaber („undtagen
medicinske og mathematiske, som jeg ikke forstaaer“) men
Illusorisk, indbildt.
