fra de Højvelbaarnes Kredse; dertil kom, at Omgangstonen under den nye Regjering (Fredrik den 5tes) havde antaget en friere og lysere Karakter; han kom ved denne Tid første Gang til Hove, og kom der gjerne, saavidt hans Helbred tillod det; thi, heder det, „jeg finder intet behageligere Sted for en Philosopho; her kan man bivaane en høj Forsamling uden Masque, uden Sminke, uden afpassede Skridt, og uden paa Skruer satte Ord, saa at man udi et kongeligt Hof seer den naturlige Stands Simplicitet forestillet.“ Fire Aar iforvejen havde han talt i en ganske anden Tone, som man kan se af Stykket i Moralske Tanker til Libr. IV Epigramm. 81, en „Beskrivelse over en Hofmand,“ der er saa bitter, at den næsten synes nedskreven under Indtrykket af en personlig Fornærmelse: „Det er vanskeligt at dømme til hvilken Classe af Creature man skal henføre dette Phænomenon; dog synes mig, at man efter nøje Undersøgning bør holde for, at det nærmer sig nogenledes til de Creature, som kaldes Mennesker.“
Trods det enlige Liv, trods de mismodige Stemninger,
som stadig Sygelighed og den tiltagende Alderdom
medførte, var dog hans oprindelige Natur for frisk til at
han nogensinde skulde blive en knarvurren Jeronimus, i den
Forstand, at han fordømte uskyldige selskabelige Glæder, uagtet
han for sit eget Vedkommende maatte holde sig til Valgsproget
paa Kirkeklokken: Non sibi sonat. Hvad han skrev i de første
Aar af sit Digterliv: „Jeg haver aldrig approberet Juvenalis
eller deslige Poeters Morosité, der dræber Folk
med gammel Postil-Morale og Locis communibus, der
fordømme Fruentimmeret, fordi det drikker The eller Cafe,
gaaer paa Comoedier, bruger anden Klæde-Dragt end den
gamle Verden etc., eller Mandfolk, fordi de spille Kort eller
Non sibi sonat, den lyder ikke for sig selv. Approbere, bifalde. Morosité, Knarvurrenhed. Loci communes, forslidte Sandheder.