selskab: „Naar jeg haver studeret mig en Hovedpine til, besøger jeg ingen heller end Madame N. N., som fortæller mig intet uden hvad Mad hun haver spiset den Dag eller hvor mange Æg hendes Høns have udlagt den Uge, eller andre saadanne Materier, hvorved Hiernen ikke brydes eller Hovedets Sener strækkes. Naar jeg kommer i Mænds Selskab, præsenteres mig enten et Glas Viin eller en Pibe Tabac, som aldeeles ikke er min Ragout. Udi Fruentimmer-Selskab derimod faaer jeg Thee, Caffee og jævn Pølse-Snak, hvilket accomoderer mig bedst udi mine ledige Timer.“
Men der var ogsaa andre, dybere liggende Grunde til hans uselskabelige Levemaade. Med den lærde Stand havde han lige siden Peder Paars’s Dage stillet sig i en bestemt Opposition, og hans Anskuelser om Videnskabernes rette Dyrkelse var i mange væsentlige Henseender saa stik imod de ved Universitetet gjeldende, at det mellem ham og hans Standsfæller aldrig kunde komme videre end til en Vaabenstilstand. Og med Hensyn til den fornemme Verden, de adelige og titulerede ser man mange Steder i hans Skrifter en øjensynlig Frygt for at man i hine rangsyge Tider skulde paa en eller anden Maade lade ham merke, at han ikke var saa højt paa Straa som de. Med megen Værdighed udtaler han sig i denne Retning i den 57de Epistel, hvori han lader en fordums Omgangsven vide, at han nu, da denne er bleven en fornem Mand, ikke længer vil besøge ham, saasom „min Herre veed, hvor vanskeligt det er for mig at veje og paa Skruer sætte mine Ord, og hvor uskikket min Ryg er til at slaaes i de Bugter, som paa høje Steder udkræves.“ Han roser sig af at han selv „i Tide har sagt god Nat til baade Skygger og Æres-Titler, som andre saa sterkt jager efter.“ Lige siden de første Aar af sit Forfatterliv havde han været opmuntret til at begive sig „paa den almindelige store Rendebane, som fører til Æres-Titler allene; men jeg haver stedse holdet Stand mod Fristelserne,“