træffende bemærker – spørges, om han ikke derved har villet foregaa med et Exempel, for praktisk at modarbejde den Gjestebuds-Overdaadighed, som dengang grasserede i Kjøbenhavn. Han klædte sig fint og paa Moden, for ikke „at singularisere sig,“ gjorde godt mod Fattige, men med skjønsomt Valg og oftest i Stilhed, havde smukke Værelser, kjøbte idelig Bøger, og – bemærker den nysnævnte Forfatter – hvormange Privatmænd vilde vel endog nu gjøre ham det efter, at betale af sin egen Lomme en 300 Spd. i vore Penge til Litteraturens Fremhjelp, som Holberg gjorde, idet han fem Gange udbetalte Præmier for „ziirlige og smukke danske Vers,“ som han lod trykke paa egen Bekostning.
En anden Grund til Holbergs Strenghed i Pengesager
var det, at han havde en maaske overdreven Frygt
for at man skulde, som det heder, spille ham paa Næsen,
i den Tro, at saadan en Stuelærd ikke havde Tanke
for Andet end sine Bøger. Det kunde han ikke taale:
„naar nogen giør mig Uret for en Skilling, stiller jeg mig
vred an, og affecterer mere Attention til mine Sager, end
jeg virkeligen haver, saasom derudi er en Fornødenhed; thi
saasnart Folk mærker Skiødesløshed hos en Mand, bliver
han alle til Priis. Det er ved Efterladenhed udi Huusholdnings-Sager,
at Fuldmægtige blive Principaler, Ridefogeder
Proprietarier, og at een og anden anseelig Mand
maa gifte sig med sin Huusholderske, med hvilken han til
Medgift kan faae de udi mange Aar stiaalne Sager tilbage.“
Især var han i denne Henseende paa sin Post ved Bestyrelsen
af sine Jordejendomme. „Naar jeg er paa Landet,
maa jeg sætte mig i Harnisk, hvorudover jeg ogsaa, naar
jeg rejser derud, legger al min Philosophie og moralske
Regler i Forvaring i Vester-Ports Accise-Bod, indtil jeg
kommer tilbage igjen. I Staden er jeg Philosophus, paa
Landet er jeg Soldat. Mine Naboer bildte sig ind, at
Singularisere sig, pege sig frem.
