Sygelighed, havde han liden Tillid til Lægerne. Det forekom ham at være en betænkelig Sag, at deres Videnskab efter saa mange hundrede Aar endnu ikke havde drevet til med Sikkerhed at kurere en Tandpine, og ligesom han var sin egen Læremester var han ogsaa sin egen Doktor. Han experimenterede idelig med sig selv; en Tid lod han endog, efter den medicinske Autodidakt Cornaros Exempel, sin Mad veje, en „mathematisk Levemaade,“ som han snart opgav; men ved den bestandige Agtpaagivenhed paa sit eget Legeme mente han dog han havde udfundet, bedre end nogen Læge kunde gjøre det, hvad der var ham tjenligst. Dette synes at have været den eneste Medicin han havde rigtig Tro paa. „Dersom jeg skulde agere Medicus,“ siger han, „vilde jeg allene kurere mine Patienter saaledes: Jeg vilde f. Ex. spørge dem ad, hvad Mad og Drikke de havde af Erfarenhed befundet sig best ved, og dersom de da svarede, at de vare vante til at æde Kalk og Sand, og at drikke Blæk, og havde befundet sig best derved, vilde jeg ordinere dem, at blive ved med det samme.“
Den Universalmedicin, han for sit Vedkommende havde
udfundet, var streng Orden og Tarvelighed. Hans daglige
Liv gled hen med den største Regelmæssighed, næsten efter
Klokken. Om Sommeren boede han paa sit Landgods, om
Vinteren i Byen; „Nysgierrighed efter at besee fremmede
Steder haver tilforn giort mig til et perpetuum mobile;
men saadan Nysgierrighed er med Alderen forsvunden i
den Grad, at om Constantinopel laae udi næste Province
Fyen, tog jeg udi Betænkning at reise over Beltet at besee
samme Stad.“ Sterk Motion var ham som ældre Mand
ligesaa skadelig som den i yngre Aar havde bekommet ham
vel. Allerede i hans Skoleaar syntes hans Kammerater
han levede som en gammel Mand, og hans Afholdenhed
Perpetuum mobile, hvad der er i bestandig Bevægelse.
