som han syslede med, søgte at faa Rede paa den Sag med Bundis, som han havde hørt Tale om mellem Fiskere. Og da jeg selv tidt har hørt den samme Tale mellem norske Søfolk, men hidtil altid rystet paa Hovedet ad den, saa vil jeg gjerne anføre fuldstændigt det Svar, som Nilsson fik af nogle svenske Kystboere.
„Isen dannes i den salte Sø høist sjelden paa Vandfladen, og dertil er Havet for det meste for uroligt, oprørt af Vind eller Strøm; men det gaar til paa følgende Maade Smaa tynde og flade Is-Skiver af forskjellig Størrelse og Form flyde – ofte i stor Mængde – op til Overfladen, hvor de, sædvanligen sønderbrudte og knuste siden af Bølgerne eller formedelst Strømmen gnides og æltes om hverandre, til Stykkerne blive ganske smaa og tilsidst balles isammen og fryse fast til større og mindre afrundede Isklumper eller fladtrykte Boller, som derefter, om Havet er tilstrækkeligt stille, sig imellem fryse sammen og danne en sammenhængende ruflet Isskorpe. Alene indved Strandbredden, paa grundt Vand, saasom paa to til tre Alens Dyb, samt i stille Veir, synes Isen at dannes hovedsagelig ligedan som paa Damme, nemlig paa Overfladen med glat Is; paa denne Maade gaar det ogsaa til, naar der af en eller anden Aarsag er opstaaet Vaager i Havisen.
Ovennævnte Isskiver ere meget forskjellige med Hensyn til Størrelse og Form, men altid lige tykke ved Randen som i Midten. De ere fra mindre end en til omkring fem Sommer i Tvermaal, samt aldrig over to Linier tykke, men vel derunder. Formen er for det meste rundagtig, men især de mindre og sandsynligvis iforveien sønderbrudte ere ogsaa uregelmæssige og kantede.
Paa hvad Dyb disse Isskiver dannes, er ubekjendt. De vise sig først, naar de komme op i Vandskorpen, eller skimrende og dandsende bagefter Baaden i Kjølvandet. I klart og stille Veir skal man alligevel kunne se idetmindste en Alen dybt, hvorledes de glittrende vikke og svinge sig opad, stærre og mindre om hverandre, i utallig Mængde. Meget dybt ned gaar dog denne Isdannelse neppe for sig. Saaledes ser man ofte under stærk Kulde Stene og Tangarter tæt beklædte med større og mindre Is-Skjel, ikke ulig Rimfrost paa Træer. Jo nærmere Vand-
