begribe.“ – Hans Ytringer om Opdragelsen i Almindelighed viser os forresten hans skarpe Menneskekundskab i et meget interessant Lys. Hovedgrundsætningen i hans Pædagogik er: Respekt for Personligheden, for de individuelle Anlæg. Ethvert Menneske, mente han, har af Naturen et vist Talent, særlige Anlæg i en bestemt Retning; det gjelder for Læreren først og fremst at udfinde og vække denne Begavelse, og da – gaar det af sig selv: „ethvert Barn behøver heller Tøiler end Sporer udi det Studio, hvortil det haver baade Lyst og naturlig Evne; naar ethvert Barns Egenskab, Tilbøielighed og naturlige Pund udforskes, førend det sættes paa den Rende-Bane, som fører til Maalet, kan ikke andet ventes end lykkelig og hastig Fremgang. Det vil da skee, som jeg ofte tilforn har erindret, at faa Mennesker vilde findes gandske uduelige. Der er saaledes intet andet Middel til at forsyne en Stæd med duelige Borgere. Nogle foregive vel, at Fødsel, Luft og Føde herudi giøre størst Hinder, men Erfarenhed viiser, at Bonde-Hytter saavel som Fyrstelige Paladser have kundet tilveyebringe store Mænd, og at der ogsaa kan komme noget Got af et Nazareth.“ Det er altsaa ikke nok, at Læreren indretter sig efter sine Lærlingers Dannelsestrin og ydre Vilkaar, saa at han ikke „conjugerer Amo udi Mesterlectien eller opvarter Islændere med en Præken, der er giort udi Paris mod Vellyst, Heste og Vogne,“ efterfølgende den Præst, som ikke ufornuftigen afbrød en dybsindig og eftertænkelig Tale med de Ord: Dette maa være nok for Eder, som sidde udi de store Stole: nu vil jeg tale lidt for dem, som sidde paa Skamlerne.“ Men han maa fremfor alt have den Enkeltes personlige Anlæg for Øje, betænkende, „at det ikke lader sig giøre med Mennesker som udi Kortspil, hvor det koster ikkun at sige, at Hierter, Spar eller Kløver skal være Trumf; thi saasnart Paabudet er skeed, blive de det virkeligen; men et Menneske eller en levende
