denskab istedenfor at drøfte med Koldsindighed, der, „saalænge som Galden opererer, ansee sig selv som Guds Gesandter og himmelske Herolder. Italienerne sige: Con toto mondo guerra, ma pace con Inghilterra; det er Kriig med heele Verden, men Fred med Engelland. Jeg siger: Kriig med heele Verden, men Fred med Philosophis og Geistlige, sær med dem, som give sig ud for Helgene; thi det er ligesaa let at giøre en Helgen vred, som det er vanskeligt at giøre ham blid igjen, og de Krige man fører med deslige Folk, kommer man sielden vel fra. Thi, endskiønt man haver Ret, synes man dog ingen at have. Jeg forsvarer mig derfor mod enhver saa længe jeg kan, men, naar jeg faaer Tvistighed med en Devot, planter jeg Gevær, offererer Charte blanche, og giver mig paa Naade og Unaade.“
Holbergs overvejende Forstandsretning, og den Mistillid han havde til alt hvad der har sin Grund i Følelsens, Gemyttets dunkle Verden, gjør det let forklarligt, at han ikke ubetinget stillede Religionsundervisningen i første Rad ved Børneopdragelsen. Han troede endog tildels at finde Grunden til den haardnakkede Kivagtighed mellem de forskjellige Religionssekter deri, at man „først begynder med Guddommelige Hemmeligheders Catechisation, hvorved foraarsages, at enhver med yderste Haardnakkenhed forsvarer den Sect, som han er opdragen udi, og ingen Argumenter siden vil imodtage,“ og at den fanatiske Bitterhed, som herskede imellem dem, vilde ophøre, „hvis man foretog at giøre Folk først til Mennesker, førend man forsøgte at giøre dem til Christne.“ Derfor mente han man skulde „begynde med Morale, førend man skrider til Religionens Mysteria og Hemmeligheder,“ og opstiller visse korte og simple moralske Sætninger, „som ere saa tydelige at ethvert Barn dem kan
da de merkede, at de Svenske vare eengang saa mandsterke som deres egne, foldede de deres Hænder og sagde: Siunker Herrens Navn.
