Denne siden er ikke korrekturlest
112
to ve mit Høj,
to ve min Før’r,
to ve min byr Si’,
to ve min vinftr Si’,
to te aa dekk’ mé,
to te aa vekk’ mé,
to, dè mé Vej vis
uri den himelsk Paradis.[1]
Om Autne, ven æ i min Seng gær,
Guis Ko’s æ fo’ me slær,
som Vo herr sje’l gyr
mé hans to Hend’r,
mé hans ti Fingr.
Alt undt vist’ han fraa sé,
saa gjør æ aa fraa mé,
i Navn Gujfa’r
i Navn Gujsøn,
i Navn Guj Helle Aand.
„Sov, Ban, sov’,
din Fa’r è hen aa plovv’,
din Mor è hen aa gi æ Gris;
søver Du itt’, fær do a æ Ris.
- ↑ Jfr. følgende søndmørske Kveldsbøn
E gjæ me te sengjum
me tolv Gussengle,
tvo te hande aa tvo te fot,
tvo te kvart eitt lidemot;
tvo ska’ min sengjastokk vere,
tvo ska’ me te Gussheim bere,
tvo ska’ me tekkje,
tvo ska’ me vekkje,
kors i Jeses Navn, kors i Jeses Navn,
kors i Jeses Navn!
