sta me Kastenotne; daa flaug ainj ne aa sætte se paa Framstamn, aa dei trudde, dø vilde bli reint gale me dei, men ainj sat der ei Stond aa so flaug ainj væk.
K. F. B. T.
Det danske Bondemaal, der ligesom vort i Mangt og Meget skiller sig fra By- og Bogmaalet, deeles af Hr. Dyrlund (i hans Prøver af danske Sprogarter) i Østdansk og Vestdansk. Til det førstes Omraade regnes Hovedøerne og de tilliggende Smaaøer, Bornholm og de gamle danske Lande paa vor Halvø (Halland, Skaane og Blekinge, hvor Almugemaalet fremdeles er dansk i Grunden, omend med svenske Indblandinger og Let). Vestdansken raader paa Fyns Vestside, Øerne i Kategat, Samsø, Anholt, Lesø og i Jylland, undtagen i Sydlandet mellem Slien og Eideren, som har plattysk Talemaal og udgjør omkring en Tredjedel af Hertugdømet Slesvig, og i Halvdelen af det snevre sønderjydske Vesterland mellem Hvidaaen og Husum, som teller omkring 30,000 nordfrisiske Indbyggere, hvis Maal dog staar Dansk langt nærmere end Højtydsk.
Dette vestdanske Landsmaal deler sig igjen i 2 store Hovedgreene, den nordøstre og den sydvestre, hver med mangfoldige Greene og Kviste, Hereds- Sogne- og Bygdemaal. Hine Hovedgreene have sit Landemerke langs Højderyggen og Vandskillet fra Horsens Fjord vester om Vensyssel og øster om Viborg opp over Limfjorden, mod Nordvest:
Hovedmerkerne, der adskille disse to Maaldømer, ere efter Varmings Bog om det jydske Folkesprog følgende:
1) Nordøstjyderne sette ligesom alle andre Nordboer det bestemte Kjendeord den og det, naar intet Tillegsord komer imellem same og dets tilhørende Navneord eller Sub-