maal som det kaldes, til Ex. i Ordene: Had, hed, Hest, Herre, hist og Høns, samt alle som begynde med Bogstavet H, saa udtales ikke denne; men saaledes: ad, ed, est, erre, ist og øns, istedetfor de ovennævnte. Ligesaa i Ordene: alt, aldrig, Ære, ikke, ond, usel, ydre, ønske og Øie, alle disse Ord tillægges et H, og saavidt jeg har lagt Mærke dertil saa er det først alle Ord som begynde med H, og dernæst alle som begynde med en Vokal, som lider denne Forvexling. – Sprogets Forandring igjennem Tiden tror jeg følger Forandringen i Bogsproget, hvilket ansees for det eiendommelige og rette og som man tror at burde understøtte, for derved at fordrive alle de utallige Dialekter og Misfostre i Sproget; endskjøndt Bogsproget ogsaa er en Vantrivning, saa tror jeg dog at man maa holde fast paa det især i Religion, da religiøse Stykker baade i Norsken som i ethvertsflags Dialekt, ialfald for mig, forekommer tørre, følelses- og andagtsløsse; men derimod i Historien finder jeg Norsken og Dialekterne ofte meget træffende; men det kommer vel for det Meste blot af Vanen.“
Imyljaa Ildrestrainne aa Grytastrainne e et Fjelj, so eite Ildre–Estin. Naar Ejn ser te dæ laangt fraa, so ser dæ ut so ein Est.[1] Øgst oppe paa ditte Fjelj, fortalde dei, skulde i gamle Dage ligge ei Kvejn, so va so stor, at dæ va inkje Moleit te aa faa o derifraa. Ein Gaang va dæ naakre stærke Karre, so drista se op aa skulde prøve paa aa faa o ne, men dei blei reint ferskrekte daa dei kom dit, ta di der laag ein stor svær Drakje oppaa Kvenje, so a so nær øilagt dei. Te Lukkinje, so va dæ ejn ta dei, so kunje Finjekonste. Me disse sine Konste ræddaa ainj dei. Sia e inkje Nøkin prøvt paa dæ aa faa Kvenja ne meir. Men sia Drakjen blei uroa denj Gaanjin, so e ainj søgt itte Folk baade paa Sjø aa Land. Ejn Gaang va tre Mainj fraa Ildrestrainne
- ↑ Læseren erindre, at der, hvorfra Sagnet skriver sig, bruges det saakaldte „Halvemaal,“ altsaa Est for Hest.
