end at Ole Kallems Optræden her mod Aarets Slutning som Opbyggelsesprædikant (han er jo rigtignok udsendt egentlig for at virke for Afholdenhedsvæsenet, men dette lod til idetmindste her i Sognet at være en Biting, hvorimod de saakaldte Opbyggelser syntes at være Hovedsagen) – maatte afstedkomme stor Bevægelse i Gemytterne. „Vækkelser“ paa forskjellige Maader, med Aabenbarelser, Syner, Besvimelser o. s. v. bleve nu meget almindelige og det mest yndede Samtaleemne. Imidlertid er ikke dette det Hele, ti her har alt dannet sig en Dissentermenighed“.
Jeg lader det her forblive ganske uafgjort, hvorvidt Distriktslægens Opfatning af en af de mest bekjendte Lægprædikanters Forhold til de sygelige Bevægelser er den rigtige; jeg skylder ogsaa at oplyse, at Kallems senere Virksomhed ialfald ikke har været uden en Erkjendelse af de Farer, som ledsage en overspændt og sværmerisk Følelsesvækkelse, idet han har advaret mod sildige Aftensammenkomster og mod at lade den christelige Broderkjærlighed udarte til Kjødelighed. (Det skal senere blive paavist, hvor vel beføjede disse Advarsler ere.) I det Hele vil det for Finmarkens og endel af Nordlands Vedkommende kunne blive Gjenstand for en historisk Undersøgelse, hvormeget af det sygelige Liv, som her er berørt, og som i det Følgende nøjere skal blive beskrevet maa tilskrives den fra Lestadius udgaaende Bevægelse mellem Lapperne, og hvormeget der skyldes de meget talrige omrejsende Lægprædikanter; idet disse ogsaa syd paa Landet, fjernt fra Lapperne, have fremkaldt lignende Virkninger, maa de ialfald bære en Del af Skylden.
Paa en Rejse, som jeg i Sommeren 1861 foretog i Nordland og Finmarken i Anledning af de Sindssyge, var det mig magtpaaliggende at indhente saa fuldstændige og paalidelige Oplysninger som mulig om den Gjenstand, som her beskjeftiger os. Kautokeinobegivenhederne maa vel kunne antages at være tilstrækkelig bekjendte; men en stor Del af
