hvad der senere er forefaldt og endnu foregaar var ialfald for mig saa nyt, at jeg antager, at det vil blive læst med nogen Opmærksomhed.
Et af de første Steder, som Bevægelsen fra Kautokeino forplantede sig til, var Alten. Hovedbefolkningen der er Kvæner, og dette Folk synes, ligesaa vel som Lapperne,[1] at være meget modtagelig for saadanne stærke aandelige Rørelser. I Elvebakken, et Strandsted i Nærheden af Bossekop, maatte man endogsaa have frygtet lignende Voldsomheder som i Kautokeino, hvis ikke Udfaldet i Kautokeino og Ankomsten af Militære havde skræmt de værste Urostiftere. Den samme Paastand om, at „de Vakte“ som „syndefri“ vare berettigede til at fordre Regnskab af de ikke Vakte, bragte nemlig ogsaa Kvænerne i Elvebakken til under Forbandelser at trænge ind i forskjellige Huse og kræve, at Beboerne skulde skrifte for dem. De paastode, at de havde Himlens Nøgler. De udbredte en stor Skræk og deres fæle Skrig hørtes paa langt Hold, naar de kom fra Kirke i sine Baade. Deres Andagtsøvelser eller „Opbyggelser“ foregik under den samme halv krampeagtige, halv vilkaarlige Hoppen og Skrigen, som Stocfleth har beskrevet fra Kautokeino. Det var især 3 til 4 Familjer, som angave Tonen. I en af disse var der en gammel rolig Mand, som stod udenfor Bevægelsen. Hans Liv blev en frygtelig Plage under de idelige Forbandelser og Fordømmelsestrudsler, som han blev Gjendstand for, og han blev tilsidst sindssyg. Naar han saa begik gale Handlinger, pidskede hans forvildede Børn ham med Ris. Selv havde han endnu saamegen Samling, at han advarede sine Omgivelser mod at lade ham faa skarpe Redskaber. Da Sønnen alligevel engang
- ↑ Jeg vil i det Følgende overalt undgaa Benævnelsen Fin, fordi denne snart benyttes om Finmarkens oprindelige Beboere, Lapperne, snart om Finlands Beboere, Kvænerne, og derved let giver Anledning til Misforstaaelse.
