Rede for Oldnorsk ved Siden af Latin og Græsk, og jeg tænker paa dette, at ifølge en Regel, som nu i adskillige Aar har været indført ved Universitetet, har en stor Del af de Studerende, som agtede at studere til Jurist eller Præst eller Doktor, valgt at læse Oldnorsk til den saakaldte Anden Examen, istedetfor visse andre Fag, som de dermed have sluppet for. At det paa denne Maade er blevet saa almindeligt ved Universitetet at læse Oldnorsk, det mærkes allerede paa adskillige Forfattere f. Ex. Siegw. Petersen, Forfatteren af den lille Norges-Historie, der er bleven saa ualmindeligt yndet og snart sagt er kjendt af hvert Skolebarn i Landet. Her faar jeg ogsaa nævne en iaar udkommen Bog af den varmhjertede Saga-Ven G. A. Krogh, som forleden Aar gav os her i Folkevennen en Prøve af Edda; hans nye Bog er en Oversættelse af islandske Eventyr og Sagn, som vi altsaa nu kunne sammenligne vore egne med.
Hvilken Forskjel altsaa paa Før og Nu! Jeg mindes den Tid, da der neppe var en oldnorsk Saga trykt i Norge – og nu er der en hel, ja meget betydelig norsk Litteratur af Oldskrifter og Lærebøger om Oldsproget. Jeg mindes den Tid, da Kjendskab til Oldnorsk ansaaes for en Sag, der kun vedkom nogle faa Lærde, og nu, mener jeg, er det paa gode Veie til, at det for enhver studeret Mand, navnlig for Præster og Skolelærere og andre, som have at sysle med Folkets aandelige Interesser, vil ansees for en Ønskelig Ting, om ikke en Nødvendighed, at kjende Noget til Folkets Sprog i dets ældste Skikkelse.
Thi Oldnorsken er kun den ældre Skikkelse af Landets nuværende Sprog, navnlig af den Form af det, som tales omkring i Bygderne, af Land-Almuen. Denne Opfattelse af Tingen er af stor praktisk Vigtighed. Men saa ligefrem og naturlig den samme Opfattelse er, saa er det dog først temmelig nylig, at den har slaaet an og trængt igjennem
